Dragens dom

Citat
”Ubis hår snoede sig rundt om deres fødder og kravlede op ad deres ben. Snart var de begge to spundet fast til stolene. ”Maden venter,” lo Ubi. En enormt lang tunge gled ud og slikkede hende om munden.”
”Den gyldne skål”, s. 59-60.

Peter Gotthardts ”Dragens dom” (2013) er første bind i en ny eventyrserie med navnet ”Den gyldne skål”, illustreret af Bodil Bang Heinemeier. Serien bliver på i alt otte bind, og første del af serien bind 1-4 hedder ”Ruinbyen”, og anden del bind 5-8 hedder ”Dæmonporten”.

Handlingen foregår i to forskellige verdener: En lille landsby befolket af nøjsomme bønder og jægere, og de himmelske ånders verden bestående af et eventyrligt skypalads, der driver rundt højt oppe over Jorden, hvor himmeldragen regerer. Fem er en forældreløs hyrdedreng, hvis store drøm er at blive bonde eller købmand, så han kan være sin egen herre. Morgengry er en pige fra skypaladset, hvor hun som en af himmeldragens tjenere har til opgave at vogte den gyldne skål. Det er vandet fra skålen, der får det til at regne på Jorden.

50787729

Morgengry bliver forvist til Jorden af himmeldragen, da den gyldne skål forsvinder under hendes vagt. Kun hvis hun finder skålen igen, kan hun vende tilbage. Hendes eneste spor er et lille grønt blad, som tyven har tabt. Da hun møder Fem på Jorden, tilbyder han sin hjælp for hendes guldøreringe. Hurtigt aner man de to hovedpersoners modsætninger. Morgengry er empatisk og set med Fems øjne hjælpeløs, sart og pylret. Fem er modig, målrettet og utålmodig.

Der er lagt op til en klassisk eventyrstruktur – hjem-ude-hjem/nyt hjem, hvor vi her i den første bog præsenteres for de to hovedpersoners hjemlige miljø og opbrud med dette. Undervejs i eventyrene udsættes hovedpersonerne for hårde prøvelser, inden de kan vende hjem. Det sker også for Fem og Morgengry, der først må overvinde nogle skumle røvere og dernæst en farlig heks. Men i eventyr indgår der også altid barmhjertige hjælpere. Hvirvelvind udstyrer Morgengry med et våben i form af en vifte, inden hun sendes ned på Jorden. Jægeren Bokku giver Fem mad samt et par ordentlige sandaler til Morgengry. Han fortæller desuden, at det grønne blad, deres eneste ledetråd, stammer fra Stridens Dal i bjergene.

Den sidste ven, de møder på deres færd i denne bog, er aben Kókoro. Han er forstenet, men Morgengry hæver forbandelsen med et kys, og bogen ender med, at Kókoro slår følgeskab med dem på deres videre færd.