Først efter Berlin-murens fald i 1989 og genforeningen af de to Tysklande i 1990 var den historie, der startede med Hitlers magtovertagelse i 1933 bragt til ende. Igen blev Günter Grass en rød klud for mange. Selv om han har været en markant kritiker af DDR gennem alle årene, så han den tyske genforening som en vesttysk ”erobring” af DDR, uden hensyntagen til de mennesker, der havde levet i DDR gennem de sidste 40 år. Grass ville have foretrukket en langsommere indlemmelse af DDR i Vesttyskland for på den måde at acceptere DDR og dets beboeres fælles 40-årige historie. I romanerne ”Ildevarsler” (1992) og ”En længere historie” (1995) kredser Grass om genforeningen, uden dog at hans egne synspunkter træder klart igennem. Grass lader sine figurer indtage forskellige positioner i diskussionen – både for og imod. I ”Ildevarsler” er det en ældre tysk universitetsprofessor, der stifter et selskab, der skal sørge for, at alle de fordrevne fra de 20. århundrede skal have lov til at blive begravet i deres hjemland. Men foreningen bliver hurtigt overtaget af tyske forretningsfolk, der omdanner det idealistiske og forsonende projekt til et stort pengeforetagende. Henvisningen til genforeningen er tydelig, men Grass lader ingen synspunkter, heller ikke sit eget, stå uimodsagt hen. I ”En længere historie” forsøger hovedpersonen Theo Wuttke at leve sit liv efter den tyske forfatter Theodor Fontane (1819-1898) – både under nazismen, DDR-tiden og under genforeningens omvæltninger. Romanen fortæller Wuttkes liv som en parallel til Tyskland på Fontanes tid og advarer indirekte mod et nyt ”stortyskland” som under Bismarck i det 19. århundrede.
22590804
I ”Mit århundrede” (1999), der af flere med nogen uret anses som en af Grass’ svagere bøger, har Grass viet et kapitel til hvert år i det 20. århundrede fra 1900 til 1999 – altså 100 i alt. Der er ikke tale om nogen sammenhængende fortælling, men gengivelse af en lang række historiske begivenheder set gennem et personligt perspektiv. De historiske begivenheder spiller ikke hovedrollen i denne bog, men figurerer hele tiden et sted i periferien af den lille historie. Som i Grass tidligere bøger, danner den store tyske historie baggrund for den skæve og subjektive opfattelse. Læseren møder et sandt virvar af forskellige fortællerstemmer, der giver personlige perspektiver på den tragiske historie, som Tyskland i det 20. århundrede udgør. Bogen er Grass’ version af historien og efter endt læsning står konklusionen, at historien tilhører ikke historikerne, men os alle. Det er alles århundrede, dit århundrede – og mit århundrede.