I ”I krebsegang” fra 2002 vender Grass tilbage til sit hovedtema: Tyskernes fortrængte fortid og dårlige samvittighed. Men denne gang med et omvendt perspektiv. Her er det de civile tyskere, der fremstilles som ofre for en krig, de ikke selv eller i hvert kun indirekte, havde ansvaret for. Helt konkret handler den lange novelle om damperen Wilhelm Gustloff, der blev skudt i sænk af en russisk ubåd i 1945, og gik ned med mere end 9.000 tyske flygtninge. En historie, der får Titanics forlis til at ligne en parentes. Men efter krigen, var der ingen, der fandt det passende at beskæftige sig med tyske ofre. Grass er altid i opposition til dem, der gør krav på sandheden. I historieskrivningen var der konsensus om, at Tyskland var den aggressive part i Anden Verdenskrig, men, gør Grass opmærksom på i ”I krebsegang”, der var jo også millionvis af tyske ofre, der ikke må glemmes.
Sandheden har altid mange sider, og vi kan aldrig lægge os fast på én udlægning af historien. Der er altid andre historier, andre udlægninger, andre perspektiver. Og hvis vi ikke bliver ved med at beskæftige os med historien dukker den alligevel ubelejligt op – i en forvrænget form, når vi mindst ventede det.
26745608
I 2007 faldt så bomben: Grass havde været med i det berygtede Waffen-SS under krigens sidste år. Det fremgik at hans erindringsbog ”Når løget skrælles”. Skandalen bestod ikke så meget i, at Grass havde været del af Waffen-SS. Det var der en del der havde været, og han var på det tidspunkt 17 år gammel, men derimod, at han havde fortiet det gennem alle disse år. Hvordan kunne Tysklands moralske stemme have løjet om sin egen fortid? Det viste så, at Grass faktisk tidligere havde fortalt om sin fortid under krigen, blot uden så meget medieopmærksomhed, men igen havde Grass sørget for megen opstandelse og debat, denne gang med sin egen fortid i centrum.
Det ændrer dog ikke ved, at bogen er fremragende og handler om en hel masse andre ting. Blandt andet hvordan erindringen fungerer. Det centrale billede er løget. Erindringen fungerer ligesom at skrælle et løg: ”Når løget hakkes skæl for skæl, driver det tårer frem, som slører blikket” (Günter Grass: ”Når løget skrælles”, s. 24.). Erindringen er forskønnelsen af fortiden. Men Grass har også en anden metafor for det at huske. Det er ravklumpen med det fastfrosne insekt. Her fastholdes tiden i et øjebliksbillede, og den kan ikke manipuleres. Begge dele er hele tiden til stede i erindringsarbejdet.