De fantastiske elementer i Grass’ forfatterskab bringer ham, hvad stilen angår, i slægtskab med megen af den latinamerikanske litteratur – den såkaldte ”magiske realisme” med en forfatter som Gabriel Garcia Marquez og hans ”100 års ensomhed”. Men måske i endnu højere grad med Salman Rushdie, hvis ”Midnatsbørn” er en generationsfortælling på lige linje med Grass’ ”Bliktrommen. Selvfølgelig er baggrunden for disse ”postkoloniale” forfattere en helt anden, men lige som mange af de latinamerikanske lande og som Indien og Pakistan efter deres selvstændighed havde brug for at finde en egen litterær stemme, havde Tyskland behov for en ny litteratur, en ny måde at skrive på efter Anden Verdenskrig – et nyt sprog simpelthen. Og her har Grass en del til fælles med den ”magiske realisme”. Grass har selv nævnt en forfatter som Alfred Döblin og hans ”Berlin Alexanderplatz” som inspirationskilde. Grimmelshausens pikareske roman ”Simplicissimus Teutsch” fra 1669 nævnes ofte som en inspirationskilde til især ”Bliktrommen”. Og forfatteren Grimmelshausen spiller da også en rolle i Grass’ ”Mødet i Telgte”.
26745756
Nu var Grass heldigvis ikke den eneste tyske forfattere, der skrev om den tyske historie og pirkede til tysk selvforståelse. Forfatterne Heinrich Böll og Siegfried Lenz og samtlige forfattere fra ”Gruppe 47” har på samme måde som Grass tegnet tysk efterkrigstids litterære landskab.
Også en nyere dansk forfatter som Morten Ramsland med sin roman ”Hundehoved” har vedkendt sig arven fra Günter Grass, ligesom norske Lars Saabye Christensen i sin ”Halvbroderen” trækker store veksler på Grass’ litterære univers. Og man kunne blive ved. Grass er uden tvivl en af de store skikkelser i det 20. århundredes europæiske litteratur. For at citere titlen på Grass’ tale ved modtagelsen af Nobelprisen i litteratur: Fortsættelse følger...