Olga Grjasnowa

Olga Grjasnowa bor og er uddannet i Tyskland, men kommer fra republikken Aserbajdsjan, der i hendes fødselsår 1984 hed den Aserbajdsjanske Sovjetsocialistiske Republik. Hendes sprog er i dag tysk, men hun taler adskillige: ”Når jeg taler russisk, taler jeg som et barn, men når jeg taler tysk, taler jeg som en russer.” (…) ”Jeg vil sikkert altid tale med accent. Jeg vil altid lyde som en fremmed, en tilrejsende, en indvandrer.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

I Aserbajdsjan var hendes far jurist og moderen underviste i klaver. Forældre, lillebror og Grjasnowa emigrerede i 1996 til Tyskland. Grjasnowa definerer ikke sig selv som indvandrer, men mere som tilhørende en klasse: ”Begge mine forældre er akademikere, og jeg mener, at alting handler om socialklasser. På det område er jeg faktisk en sand marxist.” (Katrine Nadia Jørgensen: Jeg var virkelig ikke den klogeste. Atlas, 2013-05-28).

I Tyskland afsluttede Olga Grjasnowa sin skolegang i Frankfurt am Main og begyndte efterfølgende at studere kunsthistorie og slaviske sprog i Göttingen, Niedersachsen. Hun skiftede dog til creative writing på Deutsche Literaturinstitut Leipzig, hvor hun erhvervede sig en bachelor. Hun har også arbejdet med new media art og har skrevet det prisvindende drama ”Mitfühlende Deutsche” (2010). Hun har desuden studeret i Warszawa, Moskva og Israel, men i dag studerer hun dans på Freie Universität og er bosat i kvarteret Kreuzberg i Berlin, omgivet af andre tilflyttere: ”Kun få af mine venner er tyskere. De fleste er tilrejsende, kosmopolitter, indvandrere, der taler med accent.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

Grjasnowa har megen familie i Israel og besøger ofte landet, med stor fornøjelse: ”Jeg elsker Tel Aviv med dens strand, dens cafeer og dens indbyggeres hedonisme og kreativitet.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

I 2012 udkom Olga Grjasnowas debut ”Der Russe ist einer, der Birken Liebt” (”Russeren er en, der elsker birketræer”, 2013).

I romanen følger man Masja, som studerer til tolk i Frankfurt. Hun er som barn flygtet til Tyskland fra krig, ødelæggelse og jødeforfølgelse i Aserbajdsjan. I første del lever Masja med sin tyske kæreste Elias og drømmer om at arbejde for FN. Elias køres ned på rulleskøjter og dør efter en tid af komplikationer i benet. I anden del begraves Elias, og Masjas liv falder sammen. Hun støttes af sin ekskæreste, libaneseren Sami, og af sin tyrkiske ven Cem.

I tredje del forlader Masja sit europæiske liv i Tyskland til fordel for et job i Israel, hvor hun også har familie. Her tolker hun på fuld tid og tilbringer tiden sammen med israeleren Ori og hans søster Tal, som hun indleder et lesbisk forhold til. Hun har angstanfald og dagdrømmer om tabet af Elias. I fjerde del tager Tal, der er aktivist, Masja med på en ”mission” ind i det besatte område Vestbredden. Masja stikker af og farer vild. En åben slutning.

29917361

Romanen er skrevet i en realistisk modus med Masja som jeg-fortæller. Værket fremstår selvbiografisk, da både Masja og Grjasnowa er flygtet fra Aserbajdsjan. Få steder brydes romanens realisme med subjektive dagdrømme-sekvenser, som giver indtryk af Masjas traume over Elias’ død og barndommen i Aserbajdsjan. Temaet ”tilhørsforhold” behandles med fokus på religion, nationalitet, etnicitet, ideologi og seksualitet – Masja bølger imellem at være jøde, aserbajdsjaner, tysker, til mænd eller kvinder, og det samme gør hendes omgangskreds, f.eks. de velintegrerede indvandrere Cem og Sami.

Spørgsmålet om, hvad hjem er, bliver stillet flere steder, men aldrig besvaret. I et interview har Grjasnowa selv været inde på dette tema: ”Nej, der er ingen lokaliserbare steder, der kan kaldes hjem. Og der er heller intet sprog, som med selvfølgelighed kan kaldes modersmål. Der er kun steder, hvor man en overgang har boet, og sprog, man en overgang har talt.” (Jørgen Herman Monrad: Et klaver i en stue i Baku. Weekendavisen, 2013-06-14).

Titlen understøtter temaet med en tese om, hvad der kendetegner en russer. Grjasnowa giver med romanen stemme til en ny og moderne borger, som ikke nødvendigvis er knyttet til et land, et sprog og en stereotyp, men peger på den smeltedigel, Europa er.