Tematisk kredser Katrine Grünfelds romaner om det moderne parforhold, om den moderne kvinde og om middelklassens jagt på den lykkelige og perfekte tilværelse. De fem romaner er hver på deres måde et opgør med konventionelle opfattelser af ægteskab, kærlighed og familieliv. Katrine Grünfeld selv mener da heller ikke, at lykken findes som en konstant: ”Lykken kommer jo kun i glimt, resten er hårdt arbejde, og det kan vi ligeså godt indrette os på først som sidst, for ellers kommer vi til at gøre livet surt for os selv og hinanden.” (Sonja Sabinsky: Antiheltinden. Dagbladenes Bureau, 2012-01-11).
Romanernes hovedpersoner er kvinder, og de har til fælles, at de har svært ved at vælge. Både Mie i ”Mindre pletter”, Johanne i ”Sommerferie”, Pelle i ”Et hjem i Mørke” og den kvindelige hovedperson i ”Stormskader” er superrefleksive, og de gør sig så mange tanker om sig selv og andre, at de ofte fremstår komiske og pinlige og ude af stand til at tage livet på sig. Katrine Grünfeld har et skarpt blik for den slags kvinder, og hun skildrer dem med lige dele ømhed og humor.
Derudover er Grünfeld en eminent iagttager af ægteskabet og menneskers spil med hinanden, og romanerne fremstår som skarpe og præcise afdækninger af facadespillet og den politiske korrekthed. Når Johanne i ”Sommerferie” sørger for, at Røde Kors-bladet ligger øverst i bunken, når vennerne fra den kreative klasse kommer på besøg, får hun kvalme over sin egen selviscenesættelse, men hun gør det alligevel. Den type afdækning af dobbeltmoralen er et gennemgående træk i forfatterskabet, hvor Grünfeld også udstiller falskhed og hykleri.
Grünfeld skriver realistiske fortællinger i et ligefremt og dynamisk sprog. Romanerne er præget af en ironisk distance både til ideen om det perfekte parforhold og den perfekte tilværelse. Grünfeld lader sine antiheltinder gennemskue facaderne, så de kan se ind i andre menneskers sprækker. På den måde bliver romanerne et opgør med pænhed til fordel for at lade det egentligt menneskelige få plads. Selv siger Katrine Grünfeld om det tema: ”Jeg bliver meget træt af, at tilværelsen skal se så perfekt ud. Man skal være den perfekte mor, den perfekte hustru, den perfekte veninde, den perfekte dit og dat og jeg ved ikke hvad, men sådan er livet jo ikke, og det er anstrengende at se, hvordan folk halser af sted efter det idealbillede, som de alligevel ikke kan leve op til, og når de opdager, at de ikke kan det, for det er der ingen, der kan, så puster de sig op og lukker en masse varm luft ud” (Sonja Sabinsky: Antiheltinden. Dagbladenes Bureau, 2012-01-11).