Jan Guillou skriver ”samfundskritiske bestsellere”, der rammer en realistisk og dramatisk tone. Han viser mennesket som et produkt af samfundet og dets strømninger af politik, religion og idéhistorie. Som eksempel agerer hans karakter Carl Hamilton i en kontekst af indenrigspolitik og udenrigspolitik, der former og påvirker et moderne Sverige. Ligeså er Arn Magnusson midt i en religionskrig, der foregår som et tidligt skridt i udviklingen af nationalstater og moderne samfundsstrukturer.
Klarest står Guillous fokus på samfundsudvikling frem i serien om ”Det Store Århundrede”, der følger personlige skæbner i Sverige igennem det 20. århundrede. Den omfattende serie er noget ganske andet end Guillous andre hårdtslående bestsellere, og han beskriver den selv således og forklares således af ham selv: ”Hele projektet har et element af, at jeg vil udfordre mig selv. Det handler så bare også om, at jeg vil give min version af udviklingen i det århundrede, der har stået for de store folkemord og de største forandringer nogensinde.” (Anne Bech-Danielsen: Jan Guillou skriver 10-binds saga: ”Det er et kapløb med døden”. Politiken, 2012-11-09). Men selvom genren er en anden end agentromanerne, sender han alligevel en cadeau til Carl Hamilton i afslutningen af seriens 8. bind ”Dem der dræber drømme sover aldrig”. Her opsøger Hamilton Eric på en restaurant og siger, at hvis han nogensinde skulle få brug for en advokat, ville han vælge kammerat Eric Letang. Dermed peger forfatteren på, at der ikke altid er langt fra fiktionens verden til den virkelige.
Guillou understregede i øvrigt selv sin ”samfundslitteratur” i et interview, da romanen ”Tyvenes marked” blev udgivet: ”Vi kalder den en samfundsroman. En politiroman i dagens Sverige indeholder en masse parterede kvinder og voldsforbrydelser, som er uden forankring i virkeligheden. Genren er ikke ny for mig, det er en samtidsskildring af samme slags som Hamilton-romanerne. Men perspektivet er kraftigt forskudt - fra en mandlig efterretningsofficer til en kvindelig politiinspektør …” (Jan Guillou: Interview med Jan Guillou om TYVENES MARKED. Piratforlaget, 2007).
Alle Guillous Carl Hamilton-romaner er yderst svenske med deres slet skjulte patriotisme. Der langes ud mod indre politiske forhold i det svenske samfund, men der er også en profilering af en svensk drøm om at blive stormagt igen som på Karl XII’s tid i 1700-tallet. Faktisk lød der mange kritiske røster mod denne flamboyante fanfare for et Storsverige i Guillous hjemland. Den udtalte nationalisme kontrasteres dog af, at Carl Hamilton efterhånden, som han får flere og flere medaljer på brystet, samtidig korsfæstes af sit eget job, sin morderiske mentalitet og tomme og luksuøse livsstil.
Jan Guillou har selv erklæret, at han igennem de mange udgivelser ville skildre sin antihelt som et mere og mere desperat menneske. Han bliver en slags syndebuk i samfundets tjeneste, og stadig og stædigt falder han ind i sin egen ensomhed. Han har ganske vist sine venner, men også her sker der frafald, nogle dør simpelthen i kampens hede. Hans eneste redning er en ungdomskæreste, uddannet som han selv i USA, som han aldrig glemmer, og som også ender med at blive hans kone nummer to. Alt i alt kan man sige, at Guillous agentromaner er en lang saga om, hvordan et ædelt og agtværdigt menneske forvandles til en legitim morder, der som den legendariske cowboy i westerns må forlade byen, når han har renset den for skurke.
Guillou har udgivet tre værker af retrospektiv art. Den første var romanen ”Ondskan” fra 1981 (”Ondskaben”, 1993), der antages som selvbiografisk, og i Sverige opfattes som en klassiker (Se ”Tusen svenska klassiker”. Norstedts förlag, 2009). I 1992 kom ”På jakt efter spioner och scoop - en självbiografisk skrift” og i 2009 udkom ”Ordets makt och vanmakt - Mitt skrivande liv”, der er en selvbiografi om hans forfatter- og journalistkarriere.
Guillou har desuden skrevet om natur og jagt, glæden ved at rejse og ved at møde sig selv derude, hvor civilisationen ophører – derude hvor mænd med ar på sjælen og ondt i sindet som Carl Hamilton og Arn Magnusson i virkeligheden hører hjemme. I fiktionen i hvert fald.