Beslægtede forfatterskaber

Mange har sammenlignet Garth Risk Hallberg med den victorianske forfatter fra England, Charles Dickens (1812-1870). Hans ”Oliver Twist” (1837-1838) og ”Store forventninger” (1860-1861) behandler hhv. underklassen og overklassen i England med rammende karakterer, realistiske beskrivelser og socialkritik og ligner derigennem Hallbergs ”Byen brænder”. Garth Risk Hallbergs samfundskritik er dog mindre udtalt end Charles Dickens’, og den hæfter sig mere ved de mange tabuer, der stadig fandtes i midt-halvfjerdserne: Hudfarve, blandede parforhold og homoseksualitet tematiseres især som tabubelagte emner. Både Dickens’ og Hallbergs bøger indeholder en form for skriftlig sentimentalitet – Garth Risk Hallbergs er møntet på en tidslomme i amerikansk historie, han ikke selv var en del af, mens Charles Dickens’ brug af begrebet mere lagde sig omkring barnets uskyld.

Don DeLillo (f. 1936) er udover at være Garth Risk Hallbergs største litterære idol også en af de mest populære, nulevende amerikanske forfattere. Don DeLillo skriver samfundskritisk litteratur, der har opnået kultstatus mange steder, og både Don DeLillo og Garth Risk Hallberg er inspirerede af musik. Hvor det primært er jazznavne som saxofonisterne Ornette Coleman og John Coltrane samt trompetisten Miles Davis, der har haft indflydelse på DeLillos arbejde, er det punkkoryfæer som Patti Smith og rockikonet Bruce Springsteen, der især har inspireret Hallberg.

Som en del af den store, amerikanske romangenre lægger Garth Risk Hallberg sig i kølvandet på et utal af populære forfattere, hvor senest en forfatter som Jonathan Franzen (f. 1959) har markeret sig. Hans kritiske generationsroman ”Frihed” fra 2013 beskriver både en familie og et samfund i udvikling – og et miljø skræmmende tæt på et kollaps. Også Jonathan Franzens debutroman ”Twenty-Seventh City” fra 1988 ligner ”Byen brænder”. Her falder en familie fra hinanden, mens politiske konspirationer og finansiel ustabilitet beskrives i et delvist satirisk thrillerunivers.