Genrer og tematikker

Halldór Laxness skrev nogle af Islands første modernistiske digte, men det var prosaen, der blev hans foretrukne genre. I sine romaner kombinerede han splittelsen med den klassiske narrative fortælling, og særligt hans personskildringer fremhæves af eftertiden som hans særkende. Han beskriver mennesker fra alle samfundslag troværdigt og levende. Nogle karakterer skaber han med inspiration fra historiske personer, men uanset ophav består hans persongalleri af runde, komplekse og psykologiske portrætter af alt fra sultne, forældreløse børn, stolte kvinder til embedsmænd, konger og krigshelte.

Halldór Laxness fastholder i sine fortællinger et romantisk syn på kærligheden. I hans største fortællinger spiller kærligheden, ofte den uopnåelige eller umulige, en central rolle for karakterernes udvikling. Nogle hærdes af følelseslivets prøvelser, som Olaf i ”Verdens lys”, der fejlslagent forsøger at dulme sine kærlighedssorger ved at tage sit eget liv, men overlever og senere møder kærligheden i andre former til andre kvinder. Andre af Laxness’ karakterer forfalder pga. forelskelsen, der kan medføre både emotionel og social nedtur.

Om det var inden for hjemmets fire vægge eller på verdensplan gik Laxness ind for fred. Antivold og personlig frihed var nogle af hans mærkesager. Flere af romanerne har krig og vold som omdrejningspunkt, og den verdenspolitiske dagsorden indgår implicit og eksplicit i alle Laxness’ bøger. Den islandske selvstændighedskamp, socialisme, verdenskrige og den kolde krig udgør litteraturens bagtæppe.

Halldór Gudmundsson, der har skrevet en omfattende kulturhistorisk biografi af Halldór Laxness giver følgende karakteristik af forfatteren: ”Halldór Laxness fulgte mange af de strømninger, der var i det 20. århundrede, og det gør ham tidstypisk. Hans litteratur spejler dermed et af de mest ekstreme og dramatiske århundreder i nyere historie. Samtidig var han intellektuel og formåede at artikulere og kritisere de strømninger, politiske som kulturelle, som han selv var en del af. Han var en slags kritisk verdensborger.” (Johanne Duus Hornemann: Manden på grænsen mellem Island og verden. Kristeligt Dagblad, 2010-01-30).