Kali. En forvinterhistorie

Citat
”Men på alle postkort og brochurer er den hvide bunke af opgravet materiale, som jo dog ligger dér midt i landet og er umulig at overse, pinligt udeladt. Ganske vist er denne voksende saltstrøm, som flyder i alle retninger, også for min lille kirke mere og mere en fjende og en trussel. Dag og nat tærer kali-luften, tærer kali-vinden de årtusindgamle billeder af dens vægge.”
”Kali. En forvinterhistorie”, s. 67.

Det er svært at referere handlingen i ”Kali. Eine Vorwintergeschichte” fra 2007 (”Kali. En forvinterhistorie”, 2008), for fortællingen består ikke af et logisk handlingsforløb og psykologisk genkendelige karakterer. En unavngiven, men berømt sangerinde tager ved romanens begyndelse ud på en rejse, som fører hende fra storbyen ud til sin mor i barndommens landsby og videre ud til minebyen Den Døde Vinkel, hvor hun indlogerer sig hos saltherren, der ejer den gamle saltmine. Et barn fra byen er blevet væk, og eftersøgningen bliver et slags billede på kvindens egen søgen – ikke blot efter sin barndom, men efter et endnu dybere oprindelsessted.
Fortælleren er en slags allestedsnærværende fortæller, der nysgerrigt følger sangerinden, men hvis øjne og ører gang på gang viser sig ikke at række tilstrækkeligt langt. Hans position som fortæller er diffus, og han formår ikke at binde episoder og begivenheder sammen til en sammenhængende fortælling. I stedet maler han omkring kvindens færden nogle drømmelignende billeder, som indimellem får et skær af mareridt, når eftersøgningsmaskinerne over byen forvandler sig til fjendtlige bombefly.

27217192

Et gennemgående tema i romanen er migration. Immigranter fra alle verdens hjørner – de ”omstrukturerede” eller ”omgrupperede” – arbejder i minen. Selvom romanen hele tiden viger fra at skabe forståelige pointer, er det som om, at den opholder sig ved dette tema gang på gang, og fortælleren – eller måske forfatteren – træder i den forbindelse helt frem i teksten, når han bemærker: ”Sommetider forekommer det mig, at de er overlevende fra den Tredje Verdenskrig, som allerede længe har raset omkring os, uerklæret, ikke rigtig synlig, men så meget desto mere ondartet” (s. 95).
Immigranterne er ved at overtage byen – snart er der ikke flere oprindelige landsbyboere tilbage. Der er en faretruende og sørgende tone i romanen, men også forhåbning. Da kvinden endelig når ned i minen, indvier saltherren hende i den hemmelighed, at dér neden under jordens overflade i saltminen er der ingen forskel mellem mennesker. Og på trods af de faretruende bombefly på himlen, snak om en usynlig verdenskrig og vinteren, der lurer lige rundt om hjørnet, ender fortællingen forløsende med, at minebyen holder fest, og den forsvundne pige bliver fundet.