Hanne Kvists fantastiske fortælling om ”Drengen med sølvhjelmen” har genremæssige og indholdsmæssige lighedspunkter med Louis Jensens ”Skelettet på hjul” og Tina Sakura Bestles ”Papirdrengen”.
”Skelettet på hjul” handler om drengen Martin, der finder en hundehvalp. Hvalpen, der får navnet Trofast, bliver slået ihjel af Martins forældre, der ikke deler deres søns begejstring for det nye kæledyr. Da en lysende engel samme nat viser sig for Martin, instruerer den ham i, hvordan han skal koge Trofasts lig og montere skelettet på et bræt med hjul. Sammen må de to, drengen og skelettet, begive sig ud på en lang og farefuld rejse, hvor Martin skal finde Trofasts sjæl og gøre ham levende igen.
”Papirdrengen” er ligeledes en fantastisk fortælling og handler om drengen Cairo. Cairo har set sin linedansermor styrte i døden og blev i sin sorg forvandlet til papir. For igen at blive til en rigtig dreng og kunne hjælpe sin mor ind i himlen, må han begive sig ud på en rejse fuld af farer. For hvad der synes svært, når man er af kød og blod, er næsten umuligt, når man er lavet af papir.
Cairo kæmper både mod de ydre farer i form af store sakse, der vil klippe ham i småstykker og mod de indre farer, i form af den sandhed, han har begravet dybt indeni sig selv. For nok er Cairos rigtige mor død, men Cairos store sorg og tab er, at hans adoptivmor gav ham tilbage til børnehjemmet, da hun fik en mand, der ikke kunne lide Cairo.
For alle tre bøger gælder det, at hovedpersonerne, børnene, står alene i en fjendtlig verden, og at de må kaste sig ud i noget nær umulige missioner for at genskabe en vis form for orden i det liv, der pludselig er blevet kaotisk.
Fælles er også, at de tre hovedpersoner trods et ensomt udgangspunkt undervejs får hjælp af og knytter bånd til andre ofte sårede eller sære eksistenser. Vigtigheden af fællesskabet og venskabets betydning for overvindelsen af den modgang hovedpersonerne møder, betones således i alle tre bøger.