Baggrund

Citat
”En båre blev nu bygget, og da prinsen var lagt i den, / så rejste de med tjenere og hele molevitten / igennem mørke skove, over bjerge, under vand, / og langt om længe kom de til en by i men'skeland. / De gik igennem gaderne og folk blev hunderædde, / besvimede i bunker, så de nederste blev flade, / og firben tabte halerne, og heste slap en vind, / mens monsterflokken fandt et apotek og myldred ind.”
”Mirakelkuren”, s. 10.

Marianne Iben Hansen blev født i 1961 og voksede op i et arbejderhjem i Virum, med en revisorfar og en mor, der hjalp sin mand på kontoret. Allerede da hun var otte, flyttede hendes halvsøster hjemmefra, og hun benyttede sin status som enebarn til at skrue op for fantasien og rimene, der ellers ikke var kommet ind med ske: ”Min opvækst var hverken litterær eller musikalsk. Min mor var arbejderklassepige, og min far var bondesøn. Det eneste rim, jeg har hørt ham citere er dette: 'Den er fri som gør, ikke som han vil, men som han bør.'” (Karen Fjordside Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015). Mens Marianne Iben Hansens far næppe mente, at det var børnerimene, hun burde 'gøre', mødte hun i skolen begejstring for sine rim – det første skrev hun i 3. klasse.

Skriveglæden holdt ved gennem gymnasiet og lå også under overfladen, mens hun uddannede sig inden for rytmisk gymnastik og dans og siden supplerede med massagekurser og en terapeutuddannelse i kropsorienteret psykoterapi. For hende er der en direkte kobling mellem hendes kropsligt orienterede uddannelse og hendes forfattervirke: ”Jeg beskæftiger mig med sprog, der ikke nødvendigvis skal igennem hovedet, men kan begribes direkte med kroppen, sprog, der bevæger kroppen, sanses i kroppen.” (Karen Fjordside Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Først som 40-årig tog Marianne Iben Hansen det endelige skridt ud i forfatterlivet og opsagde sit job som psykoterapeut. Det endelige udslag blev gjort af et professionelt samarbejde mellem hende og hendes daværende eksmand, der som musiker manglede en tekstforfatter. Samarbejdet førte til en finpudsning af forfatterindens skriveteknik og en genoptagelse af parforholdet. Begge dele holder ved endnu.

Et særligt vigtigt skub i retningen mod også at skrive mere frie rim fik hun i arbejdet med oversættelsen af den svenske forfatter Gunilla Bergströms rimede bog ”Lille Lulu Lykkepot” (2009): ”Hun bruger den rimede form løst, og jeg blev som oversætter nødt til at finde ind i hendes fornemmelse af flow. Det var en anden dør, der åbnede for mig og senere udfordrede jeg selv genre og form gennem min bog 'Fuglen'.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).