Violinspilleren

Citat
”Den følgende dag er det værre, hans toner er flade, og klangen er tom. / Han ved ikke, hvad han skal gøre, så han spiller vid're og lader som om. / Der' ingen der opdager noget, / og han tænker 'Pyh, sikket held!' / men hjemme i sengen har Theodor svært ved at holde det skjult for sig selv.”
”Violinspilleren”, s. 12.

Marianne Iben Hansens rimede bog ”Violinspilleren” fra 2015 begynder og ender det samme sted: ”Hvor vindene mødes og sangene fødes”. Altså der, hvor musikken lever, og dét i kraft af naturen. Derfor er det også her i naturen, den verdensberømte violinspiller Theodor til slut genvinder sit violinspils ellers tabte klang. Men hvad vil det sige, at en klang forsvinder? Med hjælp fra et gentagende ”Hvordan kunne det nu gå til?” bliver klangens forsvindingsnummer opklaret, inden læseren når fra begyndelsen til enden. Herimellem må Theodors violinklang nemlig grueligt meget igennem.

Fra at have været ”den lille undseelige dreng med det fænomenale talent” (s. 6), hvis violinspil kan få en drilagtig bror til at tie stille af benovelse, og solen til at stå op, bliver Theodor en rig og berømt violinspiller, der bor i et palads, ejer et fly og har tjenestefolk til at passe på sine dyrebare violinspillerhænder.

Men musikken trives ikke blandt ”titaniumspir [ ...], springvand og rullende trapper med gear” (s. 8), og Theodor mister sin klang. At det kun er Theodor, der kan høre, at klangen er væk, mens publikum troligt klapper videre, er humlen ved det hele. For hans talent er ikke blevet mindre af rigdommen og berømmelsen, men den naturlige glæde, han engang spillede med, er væk, og derved understreges bogens pointe: at klangen kommer af glæden ved at spille, ikke ved berømmelsen. Ryger glæden, ryger klangen.

Herved bliver også fortællerens udsagn, at Theodor ”har, hvad han ønsker sig, rigdom, berømmelse, rejser og dejlig musik,” (s. 9) mulig at se som forfatterens skjulte ironisering over lykkebegrebet.

51637194

Musikaliteten, der er gennemgående for Marianne Iben Hansens værker, er altså både repræsenteret indholds- og formmæssigt i ”Violinspilleren”. Sammenlignet med tidligere udgivelser som ”Mirakelkuren” og ”Fikkedik og Falderina”, synes tempoet i ”Violinspilleren” sat ned af de længere versstrukturer. Når klangen slutteligt vender tilbage til Theodor, bliver rytmen dog hurtigere, versene kortere, og dette underbygger den eskalerende ekstasefølelse ved klangens tilbagekomst. De tidligere bøgers universer af monstre og hekse er i ”Violinspilleren” erstattet af en mere realistisk scene, der i høj grad appellerer til eftertanke hos læseren.

Illustrationerne af Cato Thau-Jensen følger ved en svungen udførelse op på det musikalske tema.