I romanen Zeppelin (1977) ankommer den 10-årige Nina og hendes forældre til familiens sommerhus og opdager, at der har været nogen i huset. På en blå gummisko er ordet Zeppelin malet. Ninas forældre reagerer - hvad man godt kan forstå - med angst, utryghed og usikkerhed, men for Nina bliver Zeppelin et trylleord, der måske kan give hende en ven, og som måske kan hjælpe hende til en forståelse af sig selv og sine forældre.
Nina er nemlig ’overelsket’, overvåget, får ikke sit eget rum, omklamres af sine forældre, men mødet med drengen, der har været inde i sommerhuset, bliver skelsættende for hende. Hun møder nemlig en dreng, der har for ’megen’ frihed. Hans forældre er ret lige glade med, hvad han gør, og drengen overvejer faktisk at begå selvmord. Ninas forældre har filosofien, at lykkelige mennesker er rare! Det må Nina nødvendigvis tolke som: at være lykkelig er at være sød og lydig - og at være ulykkelig er at være dum og ulydig! Mødet med drengen hjælper Nina til at se sine forældre, som de er - og at acceptere dem! Men Nina tager også affære i relation til drengen. Hun opsøger simpelt hen hans forældre og tager initiativ til at få ham hentet tilbage.
I Zeppelin har drengen ikke noget navn. Tormod Haugen har om dette sagt: Nej, han gav mig aldrig sit navn. Jeg lærte ham ikke tilstrækkeligt at kende!!
Drengen er som så mange andre af Tormod Haugens børnepersoner usynlig, og for at blive synlig, må han - underligt nok - løbe bort, forsvinde!!