I Torneroseslottet - og udenfor

Også i Det hvide slot (1981) er familien et spejlbillede af samfundet. Handlingen starter med en folkesagaparodi: prinsen dræber trolden, gifter sig med prinsessen og drømmer frem et eventyrslot, hvor de skal leve lykkeligt til deres dages ende. Et Torneroseslot med kaskader af roser omkring.

Selve hovedhandlingen viser, hvordan det siden går for dem, der isolerer sig i egen deres lykke, lukker virkelighedens verden ude og foragter almindelige menneskers stræbsomme tilværelse. Dybest set handler Det hvide slot om medmenneskelighed, om at være oprigtigt interesseret i andre mennesker og om at påtage sig et socialt ansvar.

Det er Tormod Haugens påstand, at Kongens og Dronningens overdrevne beskyttelse af prins Elm i virkeligheden er en undertrykkelse af ham. Atmosfæren i det eventyrlige slot er kold og kærlighedsløs, så Elm må langsomt kæmpe sig fri og drage ud i virkelighedens verden.

Man må kende sine egne behov og turde udtrykke dem, men denne evne har alle ikke fået lov til at udvikle i barndommen, og det gør dem som voksne handlingslammede, mener Tormod Haugen, der også selv er opdraget til at passe ind i samfundsnormerne. Netop derfor blev han også ’usynlig’, akkurat som mange af personerne i hans romaner.

Menneskets vigtigste behov er kærlighed og ømhed, men disse behov bliver ikke taget alvorligt nok. Barnets og den voksnes verden bør ikke være så adskilte, for en tæt kontakt er vigtig for et barns udvikling! Også disse problematikker vender Tormod Haugen gang på gang - og på en meget indtrængende måde - tilbage til i sine romaner.