Ideen til Romanen om Merkel Hanssen og Donna Winter og den store flugt (1987) fik Tormod Haugen, da han af en tysk skoleklasse blev spurgt om en af sine personers baggrund. Da han sagde, at han ikke vidste det, blev klassens lærer næsten vred. "Du bør da vide det, det er dig, der er forfatteren!" Og det gav ham ideen til at skrive den lidt mærkelige og anderledes roman, hvor forfatteren koketterer og leger med læserne.
Tormod Hansen vil selvfølgelig først og fremmest fortælle en god og spændende historie, men samtidig holder han løbende læseren orienteret om forfatterens overvejelser om det at skrive en roman. I romanen kaldes forfatteren hele tiden forfatteren , men aldrig ’jeg’!!
Tormod Haugen bryder hele tiden illusionen. Han fortæller om sine møder med forfatteren, han reflekterer om personerne og handlingen, m.m. Og hvad opnår han med alt dette? Først og fremmest viser han, at realisme og fantasien er to ligeværdige udtryk for en forfatters kreative måde at udtrykke sig på. Også en realistisk fortælling er arrangeret og manipuleret, og den er ikke mere virkelig end en fantastisk fortælling, for den er først og fremmest en illusion, noget forestillet.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at selv om Tormod Haugen leger med sin læser, så har han hele tiden det samme konsekvente børneperspektiv for øje. De voksne burde med deres større livserfaring vide bedre. De burde vide, at det er forkert, at børn skal virkeliggøre forældrenes drømme, og at børn ikke skal undgælde for voksenverdenens problemer og konflikter. Det er ikke børnene, men de voksne, der skal bære verden videre!
Romanen om Merkel Hanssen og Donna Winter og den store flugt afviger da heller ikke - rent handlingsmæssigt - grundlæggende fra de andre Tormod Haugen-romaner, idet romanen som den grundlæggende realistiske handling har, at Merkel og Donna, der begge er 11 år og forsømte, stikker af for en nat for at råbe de voksne op. Akkurat det samme tema som i Zeppelin : man må løbe bort, forsvinde - for at blive synlig!!!