Hvad er sandheden?

I Zarens juveler (1994) opdager en ung novice i Mongoliet, at månens lys er ved at forsvinde. I Norge forfølges den 12-årige Nikolaj af mørke, mystiske væsner, og overalt omkring ham sker der uforklarlige ting. Romanen udspiller sig dels i en fantastisk og magisk verden i Mongoliet, dels i det moderne realistiske Oslo, men det fantastiske plan går ind over det virkelige og det rokker ved læserens virkelighedsbegreb. Hvad er virkelighed? Tormod Haugen gør hele tiden læseren usikker på realismen. Er den sandheden??

Fantasy og urgamle legender flettes sammen med en spændingsroman og civilisationskritik, f.eks. at køb og salg-mentalitet påvirker menneskers følelser for hinanden på en negativ måde. Derfor får vi også historien om en fange i Mongoliet, der tvinges til at fortælle legenderne bag de 7 juveler, kendt som zarens juveler. De kan omsættes til umådelig rigdom, men de kan også give månen dens svindende lys tilbage og dermed sikre menneskers længsler, drømme - og overlevelse.

Centralt i fortællingen står Nikolaj Sverd og hans russiske oldemor, barnet og den gamle kone, der stadig har sanserne åbne for andet end det håndgribelige og begribelige. Endnu en gang tegner Tormod Haugen et frysende og præcist portræt af et ensomt barn, der må finde sig egen vej gennem livet. Tormod Haugen har stor sympati for de små, ensomme voksne, der er faret vild i verden og desperat nægter at tage imod hjælp. I bogens univers er der faktisk hjælp at få for den, der tør gå ind i mørket. Om Zarens juveler har Tormod Haugen selv sagt: Det er "en bog om at se, om at tilegne sig evnen til at gennemskue, hvad tingene egentlig indeholder."