Hovedpersonen i Luftvandreren (1999) - den 12-årige Waldemar Wegge - bor sammen med sin far i en storby. Waldemar har mistet sin mor ved en bilulykke, da han var 6 år. Faderen, der er forfatter, har fået en skriveblokering efter moderens tragiske død. Han er plaget af skyldfølelse og kan ikke åbne sig for Waldemar. Så på en måde har Waldemar også ’mistet’ sin far.
Imidlertid begynder der at ske mærkelige ting for Waldemar, især da han på natlige ture i parken opdager, at han på forunderlig vis kan gå i luften - og han møder andre, der også har fået denne forunderlige evne! Det giver ham på mystisk vis - og bogstaveligt talt - overblik og frihed til at kunne overskue sin situation - og komme videre i sit liv. Også faderen får løst op for sin store sorg, kommer ud af sin puppe og kan pludselig skrive igen.
Som i mange af Tormod Haugens romaner sker der overnaturlige ting, men på sin vis er romanen realistisk nok. Luftvandreren handler simpelt hen om at gennemleve en stor sorg, og at det også er vigtigt at være opmærksom på børns sorg, men romanen handler også om voksenverdenens mange skjulte dagsordener og uforståelighed, der kan gøre børns liv problematisk og svært. Også en skoleklasses ejendommelige liv og hierarkier er godt og interessant fortalt og vil kunne danne afsæt for en god diskussion i de ældste klasser i folkeskolen.