Hans Chr. Hansen har - som mange andre forfattere - altid godt kunnet lide at skrive som barn, han skrev digte, og i modsætning til mange forfatterkolleger elskede han at skrive stil, som det hed dengang. Han blev gift med “sin kone” - som han udtrykker det - og de fik hurtigt 4 børn, men både han og hans kone ønskede at passe deres egne børn, og derfor besluttede de, at han skulle “gå hjemme”, som det lidt pudsigt hedder. En god kollega opfordrede Hans Chr. Hansen til at gå i gang med at skrive.
Lidt for sjov tog Hans Chr. Hansen kollegaen på ordet, og pludselig havde han skrevet debutbogen Ferdinand og Eske , den blev antaget og udkom i 1982 på Gyldendal. Historien handler om Ferdinand og hans veninde Eske, der kommer i konflikt med nogle store drenge, men tykke fru Swamm har sin helt personlige måde at formilde de lange lømler på.
Det gav blod på tanden, og hurtigt efter udkom Robert og vennerne på Smutvej (1983), en historie om børn mod de voksne, “Wilfred” (1984), der handler om gartner Buxens evige jagt på katte, men Wilfred og hans kusine Fie får sat en effektiv stopper for det. I Lindys ven (1985) er hovedpersonen Svend-Erik, hvis bedste ven er den noget ældre Lindy. Et tema, som Hans Chr. Hansen ofte bruger i forskellige udformninger i sine historier, og i Mig, Stubbe - og Uffe , hvor de tre hovedpersoner (“mig” hedder Svenne) har en del med problemer med i ”rygsækken”, da de sammen skal være skuespillere i årets amatørteaterforestilling.