Ida Marie Hedes ”Bedårende” udkom på Gladiator i 2017. Bogen falder i fire dele. I de to første samt sidste del følger vi parret B og Q og deres datter Æ. B bærer Æ i maven. Vi er med helt inde i Bs tarmsystem blandt de bakterier, der ligger omkring fosteret. Æ smøres ind i dem ved fødslen. De giver hende modstandskraft, og de gør hende i stand til at vokse og udvikle sig. Vi følger familien gennem Æs første år, iagttager, hvordan hun bliver et lille, selvstændigt menneske med temperament, barnlige, logiske tanker og egne holdninger.
Tredje del i ”Bedårende” har overskriften ’Dødeessays’. I otte essays – eller telefonopkald rettere – reflekterer et jeg over sin fars død. Teksterne udforsker, hvad døden er, og hvad man kan gøre døden til – som efterladt for at kunne rumme at ens kære er gået videre, som levende for at kunne rumme selv at skulle gå samme vej engang og som mor for at kunne forklare sit barn, hvordan og hvor meget man er forsvundet, når man er ’gået bort’.
53103766
I sidste del er vi tilbage ved B, Q og Æ. Her er det kroppenes forgængelighed og uroen over ikke at vide, hvad der venter forude, der er i fokus. At være dødelig, at ændres og ældes er en betingelse for at leve. Det tematiseres også i bogens to første dele, men træder kraftigere frem til slut efter at døden har fået et kapitel for sig.
Teksterne i ”Bedårende” er – som andre af Hedes tekster – svære at genrebestemme. De er ikke poesi, men der er heller ikke et decideret handlingsforløb. Teksterne er fulde af liv, dels fordi de handler om liv og alt det, der findes inde i et menneske – knurrende tarme, dødsangst, bakterier og sjælen. Dels fordi sætningerne i sig selv er kraftfulde. De er fulde af nysgerrige spørgsmål og associationsrækker, der rykker læseren nye steder hen. Nogle passager er smukke og håndgribeligt beskrivende, andre er fulde af popkulturelle referencer og andre igen er udpenslende beskrivelser af blod, bakterier og hvad der ellers findes af liv inde i et menneske. Det håndgribelige glider over i det abstrakte. Billeder vokser sammen og danner nye forbindelser af iagttagelser, man ikke umiddelbart troede kunne forbindes. Sådan mimer sproget de vilde kroppe, der beskrives i bogen og de sultne bakterier, der holder kroppene i gang.