Genrer og tematikker

Ida Marie Hede eksperimenterer med formen i sine tekster. I deres udformning ligner prosastykkerne i ”Seancer” noveller eller kapitler i en roman, men de opleves som digte, dels på grund af de mange sproglige forbindelser, dels på grund af fraværet af en fremadskridende handling, der kan genfortælles. Hede har selv beskrevet værket som: ”…et digt, der fortsætter og forsætter og fortsætter” og ”En række eksperimenter, der bliver til sproglig intensitet.” (Signe Rugholt Carlsen: Et digt, der fortsætter og fortsætter og fortsætter. Information, 2010-03-02).
I interview med Forfatterweb understreger forfatteren og kunsthistorikeren Hede, at hun henter meget inspiration fra den akademiske verden, når hun skriver: ”Jeg er i høj grad inspireret teori og filosofi, noget der kan spille op mod mine egne flagrende indre billeder og give dem form.”

Såvel i ”Seancer” som i Hedes tidlige tekster, der fortrinsvis er publiceret i tidsskrifter og magasiner, slår hendes forbindelse til såvel kunstteori som performativ kunst igennem. Ida Marie Hede fremstiller ikke verden, som den tager sig ud for de fleste. Hendes skildringer er sanselige, surrealistiske og subjektive: ”Jeg har gerne villet skrive i trit med min egen opfattelse af virkeligheden, der ikke eksisterer som en afrundet, glat og poleret boble, men som et tumultarisk rum,” forklarer hun over for DR’s læseklubber (Ida Marie Hede: Bogen løber baglæns, ikke frem i tiden. dr.dk, 2010-08).

Beskrivelsen af kroppen – hvad den kan, og især hvad den udskiller – går igen i både ”Bedårende” og ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?”. Blod, fæces og udflåd driver ud af kroppen og over i nye kroppe, f.eks. ved fødslen og under sex. Alt det kroppen udskiller, forbinder den til andre. Forbindelsen mellem mor og barn er også et centralt tema i begge bøger. Især ”Bedårende” beskriver dagliglivet med børn og den altopslugende omsorg og kærlighed til barnet. I ”Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer?” er barselslivet sat på spidsen. Her har Landsbyen overtaget kvindens krop. Hun føder hundredvis af børn og fragter dem rundt i voksiposer og gigantiske barnevogne og har glemt, hvem hun var, inden hun blev mor.