Svaret ligger i hendes erindringer, i deres grundtone og i det menneskesyn, der udspringer af snart sagt hver eneste af de mange sider. Ganske vist anklagede Agnes Henningsen det samfund, der gjorde kvinden til det sekundære køn ved ikke at give hende samme vilkår som manden, men samtidig krævede hun uhyre meget af sig selv også. Hun var aldrig selvretfærdig og aldrig bitter, for det blev man ødelagt af, mente hun.
Hendes brug af ordet letsindighed besvarer måske spørgsmålet bedst. Det går igen i to af erindringsbøgernes titler: Let gang på jorden (1941) - det var det første bind - og i bind 2: Letsindighedens gave (1943).
Georg Brandes havde engang, da hun talte om sin påståede letsindighed, sagt: "- Mennesker regner letsind for en ulykke, letsind er den bedste gave, man kan få" - og fra denne replik stammer titlen, som er fuld af ironiske undertoner. At være let-sindig i den Agnes Henningsen´ske betydning af ordet kræver kraft og jernhård selvdisciplin. Gaven i denne sammenhæng består i at have den tilstrækkelige kraft til at få modgangen vendt til noget positivt, at bevare et lyssyn i tilværelsen trods dens tragiske tildragelser.
Erindringerne kom med to års mellemrum i tiden 1941-55. De øvrige titler lyder, med ekkoer af trods og fanfare: 3. bind: Byen erobret (1945), Kærlighedssynder (4) (1947), Dødsfjende-hjertenskær (5) (1949), Jeg er levemand (6) (1951), Den rige fugl (7) (1953). Kun sidste bind: Skygger over vejen (1955), afspejler vemod og alderdomsskygger.
I virkeligheden er erindringerne en suite rapporter fra et uhyre barskt kvindeliv, men barskheden er forklædt i munterhedens lette gevandter, så man er lige ved at overse kendsgerningernes skelet bagved: hun var enlig mor med fire børn, hun var uden uddannelse og uden arbejde, en tid også uden noget hjem, periodevis oplevede hun sygdom, sult og kulde i forening. Kærlighedsforholdene endte som regel i nederlag.
Når hun udgav sine romaner og skuespil fik hun fiasko på stribe. Anmeldelserne havde ofte form som offentlig brændemærkning. Der var ingen ende på modgangen, og det var et mirakel, at hun overlevede. Men hun var sej og rejste sig igen og igen. Og hun havde mange venner, der stod last og brast med hende.