Var det trolden?

© Erik Hjorth Nielsen
© Erik Hjorth Nielsen

Erik Hjorth Nielsen har et svagt punkt for trolde. "Jeg har altid interesseret mig for de der fantasivæsner. Det har noget at gøre med, at de også giver mig en frihed til at fabulere over naturformer, bjerge, der bliver til ulvehoveder osv. Mange tegner sådan, at mennesker ligner trolde og troldene er nødt til at have en hale, for at man kan se, det er en trold. Jeg kan lide kontrasten mellem det realistiske barn og den ´realistiske´ trold." 

Var det trolden?, der er Erik Hjorth Nielsens genfortælling af Anna Wahlenbergs Trollgubben i Storberget, handler om en lille dreng, der hver dag er nødt til at være alene hjemme. Han er blevet advaret mod den trold, der allerede har taget familiens to geder. Da trolden faktisk kommer, ser drengen ingen trold, men blot en venlig fremmed, der giver ham den gode idé at gå ud i skoven og lede efter trolden og de tabte geder.

Den spænding og pointe, der i teksten ligger i, at trolden ikke på noget tidspunkt afsløres som trold, men bare kaldes "den skindklædte", udtrykkes i billederne ved stemningen i landskabet eller ved spænding og dynamik i billedkompositionen.

F.eks illustrerer han den latente fare, der ligger i den første halvdel af historien, mens drengen intetanende følges med "den skindklædte" ud i skoven, ved at fylde det landskab, de går igennem med farer og uhygge.

De går i den dystre skov, hvor ulve stryger afsted mellem stammerne, langs et slimet vandhul, hvor et afpillet elgkranium stikker op af det sorte vand, eller de balancerer på en træstamme over en brusende elv, mens en bjørn brølende rejser sig på bagbenene i billedets forgrund. Og som et ekko af bjørnens og ulvenes åbne rovdyrgab er et af bjergene i baggrunden tegnet som et gabende ulvehoved.

Det sidste er ikke alene prikken over det uhyggelige i, men også en del af spillet med troldens identitet. Den hedder Trolden fra Ulvebjerget, og billedbogslæseren ser altså både bjerget og "den skindklædte", der absolut ligner en trold og må i næsten sikker forvisning om de kommende farer gyse ved tanken om drengen, der ingenting ser af alt det.

Da alt ender godt, ændres skildringen af landskabet tilsvarende. Vi ser ikke mere til Ulvebjerget, og vandhullet forandres til en solbeskinnet skovsø med åkander og en fredeligt svømmende elg.