Nordisk landskab og lys

© Erik Hjorth Nielsen
© Erik Hjorth Nielsen

"Jeg kan godt lide det eksotiske, yderpunkterne, og rejser med stor lyst sydpå - jeg kan bedst lide varmen - men det barske, nordiske landskab får jeg mest ud af som tegner."

 Hans ophold i Brasilien har dog afstedkommet én billedbog, den eneste rent nutidsrealistiske i hans produktion, Drengen og vandet, om to drenges oplevelser, da deres by oversvømmes af floden. Gennem de to drenge, som han her kan skildre uden at tænke på antallet af striber i konditøj osv, giver han et fascineret indblik både i et eksotisk miljø og en fremmed mentalitet.

Om de mange grå og overtrukne himle, man finder i hans billeder, siger han: "En sol, der sejler deroppe blandt blå sommerskyer eller en solnedgang - det kan let blive for sødladent."

Nogle af de fineste billeder i hans billedbogsproduktion findes da også i de bøger, der foregår i solfattige, barske, nordiske landskaber som i Min ulo! Min ulo! , et sagn fra Grønland, Færøhesten, der henter størstedelen af sit sceneri fra Færøerne og Nisserne flygter, der har scener fra et vinterligt forblæst, dansk kystlandskab.

De tre bøger har samme layout: en akvarel på hele højresiden og tekst og blyantstegning på venstresiden, en blanding, som er svær at få til at balancere, men som lykkes for Erik Hjorth Nielsen, fordi blyanten for ham nok er det optimale værktøj. Med den skaber han en nuancerigdom i forholdet mellem lys og skygge, der gør hans sort/hvide tegninger ligeså levende som dem i farver.

© Erik Hjorth Nielsen
© Erik Hjorth Nielsen

 

I Min ulo! Min ulo!, er hvert opslag blevet til harmoniske helheder med et spil mellem de grå, blå og brune toner i akvarellerne og blyantens bløde sorte, og både stemningen i landskabet og dramaet i historien lever og spiller sammen.

Det sidste gør sig også gældende for Færøhesten. Ólavur Michelsen lader sin tekst med følelser ved en voldsom kontrastering af hesten Rødes frie liv i naturen og dens tragiske møde med civilisationen, da Røde indfanges og sejles fra Færøerne til England for at blive brugt som trækdyr i kulminerne.

© Erik Hjorth Nielsen
© Erik Hjorth Nielsen

Og med Erik Hjorth Nielsens sans og forkærlighed for at skildre form og bevægelse i natur og levende væsner - og særligt heste - kommer accenten også i billederne til at ligge på kontrasten mellem det bløde og organisk levende i skildringerne af hestene i den færøske natur og det triste og livsfornægtende, han lægger i skildringerne af mennesker og deres miljøer, hvadenten det er de solide, tillukkede færinger eller de udmarvede engelske minearbejdere.

Om sin fascination af specielt heste siger han: "Den har både en styrke og ynde på samme tid, dvs. man kan fremhæve både det ene og det andet i billedet, både det maskuline og det feminine. Jeg synes det er et smukt dyr."