Måske er Klaus Høeck, skriver Frederik Stjernfelt i sin monografi, ”et seriøst bud på en verdensrekordholder?”. Stjernfelt henviser til digterens produktivitet, men udpeger samtidig Høecks særstatus; der er ingen som ham. Selvfølgelig finder man åndsfæller i dansk litteratur, men Inger Christensen er systemdigter uden samme kunstneriske radikalitet som Høeck, og Peter Laugesen er realpolitisk, overproduktiv og hverdagsbeskrivende digter uden samme illusionsløse systemfascination som Høeck.
I yngre digtergenerationer synes ekvilibristiske systematikere som legende Rasmus Nikolajsen og utilnærmelige Morten Søkilde at være oplagte værkførerlærlinge ved Høecks poesibænk, mens Ursula Andkjær Olsens fyldige digtkompositioner ejer samme massive helhedstankegang, som gør sig gældende i Høecks bedste bøger. Hos Andkjær Olsen finder man også et tværgående tekstbånd, der løber selvstændigt under resten af bogens tekst nederst på samtlige sider.