Hanne Højgaard Viemose skriver om frihed, rastløshed, moderskab, identitet, kærlighed, ånder, psykisk sygdom, grænseoverskridelser og om livet, når det ramler. I ”Hannah” forbinder hovedpersonen rejsen med frihed, selvom det er tvivlsomt, om hun egentlig bliver fri. Forfatteren lader det helst op til læseren at vurdere, hvordan romanen handler om frihed, men siger dog om temaet: ”…det vil da glæde mig, hvis læseren gider stille sig selv nogle spørgsmål omkring frihed i forbindelse med læsningen, det gjorde jeg selv i mit arbejde med bogen. Hvad er frihed? Bliver man fri – og i så fald på hvilken måde – af at løse sig fra alle nære relationer, praktiske forpligtelser og rejse til den anden side af jorden?” (Charlotte Hvorslev: Hanne Højgaard Viemose. Litteratursiden, 2011-10-11).
Rejsen er også et tema i ”Mado”, men hvor den i ”Hannah” er et forsøg på at slippe væk fra noget, er den i ”Mado” snarere et forsøg på at finde noget; det tabte barn, kærlighed, sig selv, frihed – uden at det dog lykkes. I det hele taget er det kendetegnende for forfatterens bøger, at der ikke er noget, der skal gå op. Hun skriver ikke udviklingshistorier efter dannelsesromanens skabelon. Tværtimod, for som hun siger: ”Jeg er ikke nødvendigvis modstander af, at der sker en udvikling, heller ikke til det bedre, med personer i romaner, men jeg er heller ikke nødvendigvis tilhænger af det”. (Charlotte Hvorslev: Hanne Højgaard Viemose. Litteratursiden, 2011-10-11). Viemoses bøger er også kendetegnet ved en særlig sprogtone. Den er direkte, kontant og næsten vrængende. Den hårdkogte tone, der kontrasteres af indholdets følsomhed, skaber en pirrende spænding, hvor ironi og nærvær blomstrer.
Både i ”Hannah” fra 2011, i ”Mado” fra 2015 og i ”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” fra 2019 læner forfatteren sig op ad det selvbiografiske, og bøgerne indeholder private farvefotografier. Denne selvudleverende praksis giver i Viemoses tilfælde mosaikagtige fortællinger, der især i ”Mado” og ”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas” næsten helt bryder sammen. Fordoblinger – ja tredoblinger – af fortællere og bipersoner udfordrer både læserens opfattelse af identitet og trangen til at sætte lighedstegn mellem romanerne og forfatterens liv. Om det autobiografiske siger forfatteren: ” Det kan godt undre mig, at det autofiktive interesserer folk så meget, eller at det interesserer folk så meget, om der er tale om autofiktion eller ej, som om det er et spørgsmål, man kan svare ja eller nej på. Jeg tænker: det er da for f… ikke noget nyt forfattertrick at blande egne erfaringer med fiktion.” (Hanne Højgaard Viemose: Om forfatteren, fortælleren og jeg'et. Litteratursiden, 2015-09-01).