HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas

Citat
”Du
vi,
vi sidder igen i mørket, i hjørnet af stuen med den vin.
Du siger
og det er dig, der bestemmer vores sprog,
hvilke ord vi kan bruge, jeg er ved at have lært det:
Vi er barnlige sammen, ikke forelskede,”

”HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas”, s. 100.

Hovedpersonen i Hanne Højgaard Viemoses roman HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas fra 2019 har som i forfatterens foregående bøger mange navne. Hanne, Anne, Anita, Hannah er bare nogle af dem, men uanset navn er der tale om en romanfigur, der konstant søger grænser, konstant bevæger sig og hele tiden er ved at bryde sammen – både fysisk og psykisk. Romanfiguren er mor til to, måske tre, har en vanvittig eksmand i Island, har som ung antropologistuderende rejst under navnet Anita i Perus Amazonjungle, har arbejdet i en bananplantage, bor i kollektiv i København, skriver bøger, bliver forelsket, gal, rasende, heks, abe og meget mere.

Vi følger hovedpersonens rastløse bevægelser rundt i livet, følger undersøgelserne af fortiden, der mest af alt handler om at huske det skete, snarere end om at forklare det. Derfor får man som læser heller ikke klare svar på, hvad der egentlig er foregået, og hvem der skal have skyld for hvad. Hverken når det gælder barnet, som hovedpersonen engang efterlod i Korea, voldtægten hun brutalt udsættes for i Amazonjunglen, spøgelserne, der dukker op i det golde islandske landskab, hendes destruktive forelskelse i en gift mand eller de tidlige, grænseoverskridende seksuelle oplevelser i ungdommen. Ret og retfærdighed er ikke vigtigt i Viemoses litterære univers. Hvis virkelighed, der er mest virkelig, er heller ikke afgørende.

46010744

Romanens sprog er som i resten af Viemoses forfatterskab direkte og præcist og talesproget allestedsnærværende. Rammende og rørende passager står side om side med mere modernistisk tekst i opløsning. Alt fortælles med samme gyldighed, uanset om det er drømme, hallucinationer, forestillinger, dialoger, breve, sange eller levet liv. Der er ingen stringent kronologi, intet fastforankret jeg, og steder skifter hurtigt og pludseligt. Denne formmæssige opløsning, der også bevæger sig helt ud i sproget, spejler hovedpersonens opløsning eller evne til forvandling. Således bliver romanen både tematisk og stilistisk en undersøgelse af grænseoverskridelser, en undersøgelse af livet, mens det leves, og det gør læseoplevelsen af HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonasudfordrende og foruroligende.