Jørn Lier Horsts anden roman på dansk, ”Bunnfall” (2010) udkom i 2012 med titlen ”Bundfald”. Den handler om drabschef William Wistings arbejde med at opklare, hvor fire afkappede venstrefødder, som skyller op på stranden i den lille norske by Vestfold, stammer fra. Wisting har en mistanke om, at fødderne har forbindelse til flere ældre mænds mystiske forsvinden fra plejehjem i området. Han begynder at trevle trådene op, men det viser sig hurtigt, at sagen ikke er så ukompliceret. Måske skal opklaringen findes i de dødes forhistorie som krigsveteraner.
Samtidig med, at sagen sættes i gang, kommer journalistdatteren Line hjem for at skrive en artikel om rehabiliteringseffekten ved straf og soning. Her interviewer hun bl.a. Ken Ronny Hauge, som er ude efter at have siddet i fængsel i 16 år for drabet på en politimand. Et drab, han aldrig har tilstået.
29190372
Ligesom i den forrige roman er opklaringsarbejdet i ”Bundfald” detaljeret og omhyggeligt forklaret. Historien fortælles af en delvist alvidende tredjepersonsfortæller, og sproget er enkelt med mange miljøbeskrivelser og dialoger. Synsvinklen er skiftende, men historien fortælles primært fra Wistings perspektiv.
Wistings refleksioner om sin egen situation fylder mere end i ”Natmanden”, hvilket skaber en høj grad af identifikation med den troværdige efterforsker. Bogen tegner sideløbende med handlingen et portræt af en mand midt i livet. Wisting er 51 år og er begyndt at lægge mærke til rynker og grå hår. Han er udkørt og har dårlig samvittighed over ikke at have kontaktet sin læge for at få svar på de prøver, han har fået taget. Samtidig har han svært ved at finde tid til sin nye kæreste Suzanne. Han er splittet mellem pligt og fornøjelse og begynder at sætte spørgsmålstegn ved de grundlæggende forudsætninger for sit politiarbejde.
”Bundfald” handler bl.a. om grådighed, forspildte chancer og hævn. På samme måde, som forrige bog tematiserede kulturelle forskelles betydning i arten og opklaringen af kriminalitet, har ”Bundfald” også en mere samfundsmæssig kommentar. Den tematiserer især forholdet mellem forbrydelse og straf samt sætter spørgsmålstegn ved, om indespærring er den mest hensigtsmæssige måde at straffe kriminelle på. F.eks. illustrerer tvivlen om, hvorvidt Ken Ronny Hauge er skyldig eller ej, den usikkerhed og mulighed for at komme til at dømme uskyldige, der findes i et retssystem.