Den røde tråd i forfatterskabet

Oftest møder vi et barn, der på den ene eller anden måde har mistet sine forældre og således vokser op hos en plejefamilie, på kostskole eller lignende. Fælles for børnene er, at de er gode og uselviske mennesker, for hvem det vigtigste er, hvad folk gør, og ikke hvor mange penge, titler eller materielle goder de for eksempel har. Hovedpersonerne kæmper alle for den gode sag og søger deres identitet gennem de handlinger, de udfører og de mennesker, de møder, og på den måde bliver de klogere på sig selv. Det er ikke uproblematisk, men historierne ender altid lykkeligt. Det fornægter sig således ikke, at en af Ibbotsons yndlingsforfattere er Frances Hodgson Burnett. I Burnetts “Lille Lord Fauntleroy” møder man for eksempel Cedrik, som bor med sin mor i Amerika, men som bliver hentet til England af sin bedstefar, der er en ægte lord. Bedstefaren er en skuffet gammel mand, men den kære Cedric charmer ham og gør den gamle til en rar grinebidder. En anden arving dukker op, men det bliver efterhånden afsløret, at han er en værre svindler, og retfærdigheden og godheden sejrer til sidst. Lugter det måske ikke af Ibbotsons fortællinger som “Rejsen til Amazonas” og “Stjernen fra Kazan”?

Ibbotsons historier berører ofte samfundsrelevante emner og giver en implicit kritik af, hvordan vi behandler blandt andet naturen, fremmede, ældre og ikke mindst hinanden. Bøgerne er oplysende i forhold til deres kontekst. For eksempel får læseren i “Rejsen til Amazonas” indblik i den brasilianske jungles dyre- og planteliv, og i “Stjernen fra Kazan” får man viden om 1800-tallets Wien, både hvad angår musikalske og gastronomiske traditioner.

Ibbotson gør brug af en temmelig eksplicit skildring mellem “det gode” og “det onde”, og det er mellem disse to poler, at historierne udspiller sig – altid med det gode som vinderen. “Det gode” er repræsenteres som regel af børn. De er opsatte på at hjælpe andre, uden nødvendigvis selv at få noget ud af det. “Det onde” er oftest rige og egoistiske mennesker, der kun handler for egen vindings skyld. Billedet af “det onde” er mere nuanceret i eksempelvis “Heksejagten”. Her er troldmanden Arriman umiddelbart ond og destruktiv, han er skabt som sort troldmand, men på trods af dette er han alligevel en af de gode, når blot han kommer i det rette selskab.

Kampen mellem “det gode” og “det onde” kan minde om historierne om Harry Potter af J.K. Rowling. Ligesom i Rowlings bøger ligger der i Ibbotsons en implicit etisk og moralsk holdning i beskrivelserne af de gode og de onde.

Hendes historier om hekse, trolde og spøgelser kan desuden sammenlignes med englænderen Jonathan Strouds bøger. Eksempelvis blander både Ibbotsons “Den skjulte ø” og Strouds Bartimæus-trilogi det fantastiske og det reelle, som hos Stroud giver sig udslag i, at trolde bor, agerer og regerer i London.