Beslægtede forfatterskaber

Ofte skelnes der mellem den skandinaviske krimi i traditionen fra det svenske forfatterpar Sjöwall og Wahlöö, der med socialrealisme og kritik tager stilling til f.eks. social ulighed, og så den hårdkogte amerikanske krimitradition med repræsentanter som f.eks. Raymond Chandler, der netop ikke tager stilling til sociale spørgsmål.

Det er i sidstnævnte tradition, at Isaksens krimier hovedsageligt befinder sig. Han har f.eks. i et interview udtalt, at han i sine kriminalromaner ” … ikke har nogen stor social bevidsthed. I dette aspekt er jeg tættere på amerikanerne” (Jürgen Ruckh: Autoreninterview: mit dem Autoren Jógvan Isaksen. Literaturportal Schwedenkrimi.dk, 2006. Egen oversættelse). Selvom Isaksen har mange gode beskrivelser af det færøske samfund med dets velbjærgede, indremissionske og hykleriske storkapitalister, så betyder det ikke, at Isaksen stiller de udstødte som f.eks. bumsen Petur Kári fra ”Grå oktober” i et varmere lys: Isaksen er nemlig ikke socialrealist i sine romaner, idet han ikke tager stilling eller vælger side i sociale spørgsmål om (u)retfærdighed.

Isaksens forfatterskab har flere ligheder med den amerikanske tradition end med den klassiske detektivhistorie, der mere lægger vægt på refleksion (f.eks. Conan Doyles historier om Sherlock Holmes) og den psykologiske krimi, som f.eks. Patricia Highsmith er repræsentant for, selvom Isaksens krimier dog stadig indeholder træk fra begge disse typer. Men lighederne mellem Hannis Martinsson og Chandlers detektiv Philip Marlow er langt flere, dels ved deres hårdkogte og usunde ydre, dels fordi de ikke kun har en reflekterende tilgang til opklaringen af historiernes gåder, men også en udpræget handlingsorienteret.

Dermed har disse hovedpersoner også meget til fælles med eventyrets praksis-orienterede helt. I den amerikanske krimi er helten altså handlende på en mere pågående og fysisk måde end f.eks. Sherlock Holmes eller Agatha Christies detektiv Hercule Poirot og minder dermed også om helten i eventyret, der må skride til handling for at overvinde alle tænkelige forhindringer, farer og fjender.

Med hensyn til selve brugen af historiske begivenheder i plottet har Isaksen meget til fælles med f.eks. den engelske historiker og krimiforfatter Robert Goddard. Begge har gåden og dens løsning som det centrale i plottet, mens hovedpersonen med sin jeg-fortælling aldrig ved mere end læseren, hvilket som nævnt vækker nysgerrighed og skaber spænding. Detektivens erkendelse af gådens uforklarlige årsager og afsløring af det bagvedliggende komplot sker dermed samtidig med læserens. Samtidig fletter de mange gode refleksioner over f.eks. krig og kærlighed ind i plottet, hvilket får deres skildringer af nutidens samfund til at stå rammende klart i lyset af dets historiske forudsætninger.