Flere af Isherwoods romaner rammer lige ned i tidens debat om autofiktion. Autofiktion er kendetegnet ved at være en mellemting mellem en selvbiografi og fiktion. Den leger med læserens nysgerrighed efter at vide, hvor lighederne er mellem forfatter og fortæller. Som læser kan man nemt komme til at forveksle forfatter og fortæller, når man læser ”Mr. Norris skifter tog” og ”Farvel til Berlin”. Bøgerne er stærkt inspireret af forfatterens egne oplevelser i byen omkring 1930, før nazisternes magtovertagelse. Den mandlige fortæller i begge romaner bærer dele af forfatterens navn: William Bradshaw og Christopher Isherwood. Fortælleren er som et kamera, der ser alt, men der er ikke tale om en passiv fortællestil. Der er meget ironi, og der bliver kommenteret på mennesker og begivenheder undervejs.
Selvom Isherwood anvender en del biografisk materiale i bøgerne, er der ikke tale om selvbiografier: ”Da jeg begyndte at skrive om Berlin, gik det op for mig, at historien ville blive mere sammenhængende og mere sand, hvis jeg fiktionaliserede den til en vis grad. Og så begyndte jeg at omskrive mit liv og skabte en anden Christopher. Men historien adskiller sig ikke fra de væsentligste oplevelser, jeg selv har haft. Det er stadig Berlin, som jeg oplevede det. Jeg har ikke givet min fiktive karakterer Christopher nogen egenskaber, dyder eller laster, som jeg ikke selv har. Jeg er enig med Hemingway – man skal kun skrive, hvad man ved.” (Conversations With Christopher Isherwood. Edited by James J. Berg og Chris Freeman. University Press og Mississippi, 2001. Side 98. Egen oversættelse).
Bøgerne beskriver Berlins kulturelle og politiske dekadence, sammenstød mellem kommunister og nazister, og der er en undergangsstemning i Berlin. Fortælleren ser tydeligere end de mennesker, han skildrer, hvor det bærer hen, og der er en lethed i tonen og hos karaktererne, som endnu ikke forstår den katastrofe, som er under opsejling. Klaus Rifbjerg skrev i en anmeldelse af berliner-romanerne: ”Netop det kavaleragtige i omgangen med en epoke, som satte sig dybe spor i eftertiden og skabte et mørke, det knap nok er lykkedes os at overvinde endnu, gør historieskrivningen så lebendig og uforskammet medrivende hos Isherwood.” (Klaus Rifbjerg: Den følsomme linse. Information, 2002-08-20).
I ”Enlig herre” er det fortællerens homoseksualitet og sorg over at miste, som er det bærende tema. Bogen er et glimrende tidsbillede af amerikansk kultur og homofobi på det pågældende tidspunkt i begyndelsen af 1960'erne. Romanen fik næsten klassikerstatus med det samme og regnes for et hovedværk i kampen for homoseksuelles rettigheder.