Med ”Rigels øyne” fra 2017 (”Rigels øjne”, 2018) fuldender Roy Jacobsen sin trilogi om øen Barrøy. Vi befinder os nu i 1946, i kølvandet på krigens afslutning. Alexander, den sårede russiske soldat, Ingrid plejede i ”Hvidt hav”, er flygtet tilbage mod hjemlandet og har efterladt Ingrid alene med deres ti måneder gamle datter, Kaja. Da sommeren kommer, beslutter Ingrid sig for at opsøge Alexander, og hun begiver sig med Kaja i et sjal om livet ud på en rejse på tværs af Norge ad de samme stier, som hun formoder, Alexander har taget vinteren inden. Men spørgsmålene om Alexanders skæbne er mange. Hvor langt er han kommet? Har han overlevet den barske vinter? Og er han i så fald overhovedet interesseret i at have noget med Ingrid og deres datter at gøre?
54632703
På sin færd mødes Ingrid af venligtsindede, næstekærlige mennesker, der gerne hjælper Ingrid med et måltid mad, logi eller et lift, når hun forklarer dem sit forehavende. Bag hjælpsomheden lurer dog ofte også løgne og fortielser, oplever Ingrid. Mange ved mere, end de er villige til at fortælle, og hun må presse på for at finde frem til sandheden. Men måske handler deres tilbageholdenhed ikke kun om at beskytte sig selv, men også om at beskytte hende?
I både ”De usynlige” og ”Hvidt hav” dannede øen Barrøy ramme om fortællingen. I ”Rigels øjne” forlader vi øen, og det er i stedet bevægelsen ud i det ukendte, handlingen forankres i. Her indtager Ingrid pludselig rollen som outsider, der konstant må udvise mod og beslutsomhed for at kunne håndtere de uvante omgivelser.
Ingrids rejse går gennem et land, der stadig befinder sig i en døsig opvågnen oven på en krig, der har forandret meget og udstillet mindre flatterende sider af folkesjælen. Det er en noget brødebetynget, skamfuld nation, Ingrid oplever. En nation, der skal finde sine ben igen, og som ikke bare slikker sine sår, men også kæmper med samvittigheden.