Mumifamilien går altid i vinterhi fra den første efterårsdag og sover indtil den første sommerdag. I “Trollvinter” fra 1957 (“Troldvinter”, 1969) vågner Mumitrolden dog midt i sin vintersøvn. Til sin rædsel opdager han, at hele dalen har forandret sig til et vinterlandskab dækket af sne og befolket af væsener, han aldrig før har set. For eksempel er den lille enspænder Too-ticki flyttet ind i Mumifars badehus, hvilket Mumitrolden påpeger overfor hende, men hun mener nu nok, at Mumifar kun ejer badehuset om sommeren. Om vinteren er det hendes. Sådan er der vendt op og ned på alting for den stakkels Mumitrold, der med bekymring bevæger sig ud i den mørke vinter. Lille My vågner også for tidligt fra sin vintersøvn. Men modsat Mumitrolden er Lille My forholdsvis uimponeret over vinteren. Hun kaster sig straks ud i halsbrækkende slædekørsel ned ad bjergene og ser kun vinteren som et dejlig afbræk fra sommeren. Hvad der for den ene er et mareridt, er for den anden en drøm der går i opfyldelse.
I forskningen om Mumitroldebøgerne ses “Troldvinter” ofte som et vendepunkt i serien. I de bøger, der kommer efter den, har fortællingerne fået en mere psykologisk og alvorlig tone (Boel Westin: “Familjen i dalen”, 1988, side 13). Man kan læse “Troldvinter” som en fortælling om at overvinde sine indre dæmoner. Vinterklædt er den velkendte Mumidal forvrænget, ikke til ukendelighed, men alligevel så meget, at Mumitrolden pludselig føler sig fremmedgjort i sin egen dal. Først da Mumitrolden træder i karakter og tør udfordre det nye og fremmede, bliver dalen igen et hjem for ham.