“Sent i november” 1970 (“Sent i november”, 2002) er den sidste bog i serien. På mange måder er den en afsked med Mumitrolden og hele Mumifamilieuniverset. Fra hvert sit sted i Mumidalen får de velkendte figurer fra de tidligere bøger en pludselig lyst til at gense familien. Mumrikken, Filifjonken, Homsen Toft, Hemulen, Mymlen og Onkelskroget drages alle af en følelse af opbrud og forandring mod Mumifamiliens hus. Men familien er væk og har ikke engang efterladt sig et afskedsbrev. Sammen prøver de seks venner at genskabe den særlige stemning, der plejede at være i Mumidalen, mens de venter på Mumifamiliens genkomst. Men stemningen er væk og alt er lidt forkert.
Det er overgangen fra barn til voksen, der tematiseres i “Sent i november”. Hver af figurerne gennemgår en udvikling mod større forståelse og accept af sig selv. Filifjonken, der elsker at gøre rent, flygter fra sit hjem efter en nær-død oplevelse, da hun rengjorde sit tagvindue. Nu kan hun ikke længere gøre rent uden at blive svimmel, og det der før gav mening i hendes liv, repræsenterer nu en fare for hendes liv. Først da hun finder glæde ved andre ting, og indser at livet byder på mange muligheder, kan hun igen begynde at gøre rent uden at gribes af frygt. På samme måde oplever Mumrikken, der har mistet en melodi, at jo mere han anstrenger sig for at fange den, jo længere væk forsvinder den. Først da han indser, at der vil komme andre melodier, og at han ikke har mistet noget, kommer den tabte melodi tilbage til ham. “Sent i november” handler om at give slip og at opleve, at det at afslutte noget kan være en frigørende proces. Næsten rituelt opfører de seks venner et skyggespil af Mumifamilien, der vender hjem fra havet, før de selv drager i hver sin retning.
24420329
Men også læseren indbydes til afsked med Mumidalen og dermed med barndommen, spejlet i Homsen Toft. Han har kun besøgt Mumidalen i fantasien, men han har alligevel en følelse af, at noget er ved at ændre sig. Mumitroldene, der før stod så klart for ham, er ved at forsvinde i erindringen: “Jeg kan ikke mere fortælle sådan, så det bliver synligt, alting går baglæns” (s. 15). I Astrid Lindgrens sidste bog om Pippi Langstrømpe finder vi et lignende farvel til barndommens land. Her kigger Annika og Tommy på sidste side i romanen over på Pippi, der sidder ensom i sit vindue. De ønsker hun skal kikke over til dem, men hun ænser dem ikke. Annika og Tommy er ved at vokse fra Pippi og den form for barnlig naivitet og fantasi, hun repræsenterer. I Tove Janssons sidste kapitel er det lige modsat, her lykkes det faktisk for Homsen Toft at få familien tilbage til Mumidalen, og på den måde bliver “Sent i november” en hyldest til fantasien og det barnlige i os alle, voksne som børn.