søren jessen
Foto: Robin Skjoldborg

Søren Jessen

Artikel type
illustratorer
Carsten Berthelsen. Forfatter og formand for Kulturministeriets Illustratorprisudvalg. 2002.
Top image group
søren jessen
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Jessen, Søren
Foto: Sif Meincke

Indledning

Dansk forfatter/illustrator. Har hovedsageligt illustreret og skrevet bøger for børn og unge.
Hvad ville du egentlig med Dino-bogen?

- Jamen, jeg ville bare lave nogle flotte tegninger. Det er det hele. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville blive forfatter.

Senere har Søren Jessen publiceret en meget instruktiv bog om mediet: Bonk - en bog om, hvordan man laver tegneserier, og i 1990’erne udsendte han to glimrende børnetegneserier om Villy Uhyre og hans ven, den lille fiffige Oscar. De hedder Juveltyven og Monsterkongen og er begge tegnet i en meget eksakt streg med fede konturlinjer.

 

51637534

Blå bog

Født: 8. april 1963 i Sønderborg.

Uddannelse: Studentereksamen fra Herning Gymnasium. I lære som reklametegner fra 1983-86.

Debut: Dino rejser til byen. Apostrof, 1990.

Litteraturpriser: Århus Amts Biblioteks- og Kulturpris, 1998. Bogforums debutantpris, 2000. Århusprisen i litteratur, 2003. Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendium, 2004.

Seneste udgivelse: Mag O'Neal - væveren fra Wien. Gyldendal, 2015. Illustrator: Søren Jessen. (Mag O'Neal, 2).

Inspiration: Franz Kafka, Paul Auster og Haruki Murakami.

 

 

 

 

 

Indledning

Søren Jessens morfar var selveste Ulvemanden:
Hans øjne kunne lyse så ulveagtigt gult, og når han rullede med dem, fik jeg gåsehud over hele kroppen. Desuden havde han nogle store, grå, buskede øjenbryn og grå hårduske, der strittede ud ad både næseborene og ørerne. Som om han var fuld af pels indeni. Ulvepels. Derfor tænkte jeg altid på min morfar som Ulvemanden.

Søren Jessen: Wolf - Ulvemandens fortællinger (1998)

Denne beskrivelse stammer fra en af de bedste nyere samlinger af røverhistorier for børn og barnlige sjæle: Wolf - Ulvemandens fortællinger.

22199897

I bogens indledning fortæller Søren Jessen, at hans morfar havde en fantastisk evne til at fortælle, og at den lille Søren sad med store, glødende ører og lyttede til de mest fantastiske (løgne-)historier.

I virkeligheden hed bedstefaderen Hans Wolf - og det efternavn er det tyske ord for ’ulv’. Wolf var såmænd ’bare’ et fredeligt landpostbud, der kørte breve ud i Sønderjylland. Men han blev desværre født i en periode, hvor den del af Jylland var indlemmet i Tyskland, så han måtte deltage i 1. Verdenskrig på tysk side. Under krigshandlingerne blev han såret af en granat og overlevede lige på et hængende hår...

På forsiden af bogen, der er tegnet af Søren Jessen, ser man en lille dreng, der sidder betuttet på en ældre mands knæ. De har sat sig godt tilrette, og manden fortæller løs med et sælsomt smil om læberne. En hyggelig standerlampe sender et varmt lysskær ind over sceneriet, og alt ånder tilsyneladende fred og ingen fare.

Og dog. Landskabet omkring bedstefaders lænestol er nøgent og koldt. Afpillede træstammer peger fingre mod himlen, og på en bakketop sidder en ulv i silhuet mod månen. Landskabet er altså ikke kun idyllisk, men kan åbenbart forvandle sig fra idyl til mareridt.

Der er mareridtstemning i mange af røverhistorierne, som i fortællingen om den fuldmånenat, hvor bedstefaderen pludselig mærker, at der vokser en hale ud af hans bag. En underlig sult overmander Wolf, og han må på jagt efter kød.

Og så fik han øje på sit bytte. Det var lille og lyshåret og så lækkert ud. Men det havde også træsko på. Og en kurv i den ene hånd, og en rød hat på. Det var en pige. En sød lille pige på vej gennem skoven .
Mon ikke det er ’Lille Rødhætte’ på vej mod sin bedstemoders hus?
Heldigvis bryder solen frem på himlen i samme øjeblik, og Wolf mister lysten til skært kød. Det hele var sikkert bare en drøm - eller hva’?

Og sådan er hele tiden hos Søren Jessen. Virkeligheden bryder ind og forstyrrer drømmen - eller omvendt. I et væk...

I Søren Jessens forfatter- og illustratorskab er der næsten kun flydende grænser. Ingen hårde overgange - man åbner tilsyneladende blot en dør og inde bag den møder man kentaurer, nisser, sære dværge, narre, uhyrer, ’mareridtsbetjente’, mystiske mænd og Fanden selv!

Søren Jessen har virkelig arvet morfaderens imponerende evne til at fortælle og formidle sin sprudlende fantasi.

"Jeg rummer det hele. Jeg kan sagtens gå fra det ene til det andet. Og det omslag, jeg lavede til ”Wolf”, fortæller alt om, hvad jeg gerne vil: den trygge nære situation i midten af et eller andet vildt, underligt udenom."
Den dobbelte mand - interview med Søren Jessen ved Steffen Larsen i "Børn og Bøger", 2001.

På den fine forside til Wolf ser man ude i højre side en læderbold, der ligger ved foden af et sodsværtet træ, og en pikkelhue eller -hjelm, som tyskerne brugte i 1. Verdenskrig, er placeret helt forrest i billedet på en pind. Disse to genstande hører sammen i en af fortællingerne. For blandt de sindrige og yderst opfindsomme historier, som bogen rummer, er der pludselig en meget realistisk beretning om en 1. juledag midt under Verdenskrigen, hvor alle de kæmpende soldater dukkede op af skyttegravene, udvekslede hilsener og begyndte at spille fodbold - for sjov.

Det ville være meget bedre, hvis man lod soldaterne spille fodboldkampe mod hinanden i stedet for at skyde med granater og geværer og slå hinanden ihjel", sagde jeg. "Ville det ikke?
"Jo", nikkede Ulvemanden stille, mens han klappede mig på håret. "Jo, det ville være meget bedre".

Søren Jessen: Wolf - Ulvemandens fortællinger (1998)

Historien er barsk, men fortæller befriende om et åndehul midt i en vanvittig verden. I den alt for triste virkelighed kan legen og fantasien heldigvis pludselig opstå og ødelægge alvoren.

Men fantasien kan ikke fanges eller tæmmes, hvis der ikke bliver åbnet for alle sluser og sanser.

Og det kan Søren Jessen - han kan jonglere så elegant med virkelighed og fantasi, at vi som læsere ikke fornemmer de sømløse overgange. Han er som narren, der i billedbogen ”Cirkus Bizar” (1996), træder ind og redder et dødkedeligt cirkus fra at blive ruineret. Narren bruger sine magiske evner -Søren Jessen tryller med pen og pensel.



Den spæde begyndelse

Søren Jessen er født i 1963. Han var i lære som reklametegner i tre år mellem 1983-86. Og i den periode interesserede han sig for tegneserier. Man kan fornøje sig over Søren Jessens striber fx i bladet ’Total metal’ og ’Kulørte Sider’, hvor han allerede i 1980’erne afslørede gode evner som dramatisk ’grafisk’ fortæller. Senere har Søren Jessen publiceret en meget instruktiv bog om mediet: Bonk - en bog om, hvordan man laver tegneserier (1996) , og i 1990’erne udsendte han to glimrende børnetegneserier om Villy Uhyre og hans ven, den lille fiffige Oscar. De hedder Juveltyven (1993) og Monsterkongen (1994) og er begge tegnet i en meget eksakt streg med fede konturlinjer.

29299412

En rundtur på forlagene med en mappe tegninger førte til en række bestillinger på bogomslag fra 1987 og i de følgende år. Men forlagene turde ikke binde an med at give Søren Jessen bestillinger på børnebilledbøger, og det var på det område, han helst ville udfolde sig.

Men i 1991 antog forlaget Apostrof en herlig, naiv billedbog for de yngste om en lille grøn dinosaurus: Dino tager til byen. Den blev fulgt af en stribe småbøger om Dino, der hurtigt blev en forlagsmæssig succes. Der er til dato udkommet otte bøger i serien (2002).

Hvad ville du egentlig med Dino-bogen? "Jamen, jeg ville bare lave nogle flotte tegninger. Det er det hele. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville blive forfatter. Den første historie er jeg ikke vildt stolt af nu; men jeg har kunnet bruge Dino-figuren til nogle mindre bøger, som jeg tilgengæld er meget tilfreds med. Jeg har jo nok haft det der Disney-agtige i mig, selv om jeg bestemt ikke bryder mig om alt det, som Disney står for - det glatte og overfladiske. Men jeg fik det slået ned! " Den dobbelte mand - interview med Søren Jessen ved Steffen Larsen i "Børn og Bøger", 2001.

Søren Jessen har virkelig gennemgået en udvikling. Han har skiftet stil flere gange og er i de seneste (meget vellykkede) billedbøger blevet skødesløs, ekspressiv og surreel i sin streg.
Og sådan lagde han bestemt ikke ud fra kajen.

Dino-bøgerne er små perler i præcis penneføring og er selvfølgelig rettet mod en målgruppe af børn, der kan ikke kapere alt for mange detaljer. Søren Jessen har holdt stilen i Dino-bøgerne gennem ti år - den seneste udgivelse Dino på nye eventyr (2001) er lige så karakteristisk enkel og klar i konturerne som debuten.