Undtagelsen

Citat
”Malene er åbenbart i stand til at tro, hun ikke har talt om noget, som hun har talt om. Hvor store ting kan hun derudover gøre uden bagefter at huske dem? Vil hun kunne hælde blod i en tidsskriftkassette med en fraspaltet del af sin personlighed? Vil hun kunne sende mails med mordtrusler og bagefter glemme alt om dem?”
”Undtagelsen”, s. 468.

Christian Jungersens ”Undtagelsen” fra 2004 er ligeledes en moppedreng af en roman. Den er både et kammerspil om venskab og mobning på arbejdspladsen og en psykologisk spændingsroman.

Historien udspiller sig på Dansk Center for Information om Folkedrab. Her arbejder fire kvinder med at formidle information om krigsforbrydelser. En af de fire kvinder, Iben, var for få måneder siden involveret i et gidseldrama i Afrika og viste sig her at være i besiddelse af ressourcer, hun ikke selv var klar over, at hun besad. Nu modtager Iben og hendes kollega Malene anonyme dødstrusler. Det udløser hidtil usete psykologiske reaktioner blandt kollegerne på den lille arbejdsplads, som i stigende grad også vender deres mistænksomme blikke mod hinanden. Deres angst og interne magtkampe medfører langsomt en afstumpet og udspekuleret grusomhed.

Det er aldrig helt til at vide, hvordan det hele hænger sammen i fortællingen, for der skiftes konstant mellem hovedpersonernes synsvinkel. Dette fortælletekniske greb betyder, at man som læser må revidere sin opfattelse af handlingsgangen for hvert skift. Ingen af synsvinklerne er troværdige, og de forskellige versioner viser sig at være i modstrid med hinanden.

Jungersen har været en flittig gæst på Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier, mens han skrev romanen, og han har deltaget i en række seminarer og konferencer. Som led i sin research meldte han sig desuden ind i en organisation for internationale folkedrabsforskere og deltog i deres konference i Irland.

26995930

Jungersen kobler desuden sin spændingshistorie med faktuelle oplysninger om socialpsykologisk forskning: ”Jeg synes, det er en spændende genre, når man kombinerer forskning med litteratur. Peter Høeg har gjort det med sne, og Michael Larsen har skrevet om slanger, men for mig er det oplagt at skrive om psykologi og psykiatri.” (Carsten Andersen: Ondskabens orm gnaver. Politiken, 2004-11-06). I romanen indgår artikler om ondskabens psykologi som selvstændige kapitler. Artikelserien handler bl.a. om, at menneskers identitet og virkelighedsopfattelse ikke er faste størrelser men lader sig forme af omgivelserne og de begivenheder, den enkelte kommer ud for.

Det grundlæggende greb i ”Undtagelsen” er at vise, hvordan ondskaben i den store verden spejler sig i den lille verden. Med romanens kobling mellem det ondskabsfulde i kontorintrigerne og krigsforbrydelsernes grusomheder diskuterer  Jungersen ondskabens væsen. Det er en pointe, at der i menneskets psyke ligger potentiel ondskab på lur. Et vigtigt spørgsmål bliver i romanen, om det i sidste ende kun er hensigtsmæssige socialpsykologiske mekanismer, der forhindrer os i at realisere den indre ondskabsfuldhed. Romanen giver udtryk for et menneskesyn, hvor ondskab ikke kan afgrænses eller forklares men er del af det at være menneske. Selv om der er stor forskel på mobning på en arbejdsplads og folkemord, er det nogle af de samme mekanismer, der er på spil: ”I bogen går det op for Iben, at vi alle sammen er spaltet i flere personligheder. Vi opfører os forskelligt i forskellige omstændigheder og rummer flere rationaler på én gang (…) Vigtige handlingsmønstre i folkedrab og i os alle sammen er et resultat, ikke af enstrenget, logisk tænkning, hvor et skridt følger det andet, men af en form for netværkstænkning”. (Lotte Folke Kaarsholm: Kontorondskab. Information, 2004-10-05).

Romanen omhandler dog ikke blot ondskaben og skrøbeligheden i den menneskelige psyke, men ligeledes det gode:Jeg synes også, bogen handler om godhed, især til sidst. Vi er ikke bare onde hele tiden. Vi er sammensatte mennesker, og det ligger også i selve titlen Undtagelsen, som handler om, at vi også kan være gode.” (Carsten Andersen: Ondskabens orm som gnaver. Politiken, 2004-11-06).