Beslægtede forfatterskaber

Lene Kaaberbøls forfatterskab er utrolig omfattende og dækker over vidt forskellige udgivelser som f.eks. bøger om, hvordan et barn bliver til, bøger for hesteinteresserede og balletbørn. Men hoveddelen af udgivelserne kan karakteriseres som fantasy.

Mange af bøgerne deler lighedstræk med klassikere som trilogien om ”Ringenes Herre” skrevet af J.R.R. Tolkien. Her er det ikke et særligt udvalgt barn, men en ligeså usandsynlig helt, hobbitten Frodo Sækker, der må påtage sig den vanskelige opgave at bekæmpe ondskaben for at redde ikke bare sit elskede Kløvedal, men hele Midgård. Undervejs får han hjælp af venner, fremmede med sympati for hans sag og fra troldmanden Gandalf.

Fortællingen om Frodos færd udspiller sig i et helt igennem fantastisk univers uden rod i læserens virkelighed. Man kan som læser drage sammenligninger med verden, som den tog sig ud i vikingetiden og i middelalderen, ligesom det er tilfældet med bøgerne om skammerpigen Dina.

I Astrid Lindgrens bog ”Mio, min Mio” bor drengen Bo hos et ældre ægtepar, der har adopteret ham. Men ægteparret bryder sig ikke særligt om ham. En dag finder Bo en flaske med en ånd inden i. Sammen med ånden drager Bo til ”Landet i det fjerne” for at blive genforenet med sin rigtige far, kongen. Alt er fryd og gammen, men den onde ridder Kato truer idyllen. Han kidnapper børn, og Bo begiver sig med sin ven Jum-Jum ud på en farlig rejse for at nedkæmpe den onde ridder. I ”Mio, min Mio” optræder det ensomme handlende barn, som det ses i Kaaberbøls ”Fortællinger om bærfolket” og i skammerserien. Barnet der tager en umådelig stor opgave på sig, fordi ingen anden løsning er mulig.

Men ”Mio, min Mio” opererer også i to forskellige verdener. Den realistiske og den fantastiske. Her bliver hverdagen sat over for en alternativ virkelighed, som hovedpersonen skal afkode og lære at gebærde sig i. Dette gør sig for eksempel gældende for vildheksen Clara, der i tilgift til, at hun skal lære at bruge sine nyopdagede evner, også skal lære, hvordan et helt nyt univers hænger sammen. Både hvad angår sociale koder, love og lurende farer. Alt sammen medvirkende til, at spændingen for læseren optrappes, da læseren lærer sammen med hovedpersonen.