Skønlitteraturen i Vesten er efter 1. og 2. verdenskrig og Holocaust mærket af en dyb krisebevidsthed, ikke kun på moralens vegne, men også mht. litteraturens funktion og formål. Og selvom Keilson stort set var en ukendt forfatter disse år, så er det i denne kontekst, han hører hjemme, bl.a. sammen med Paul Celan.
I mellemkrigsårene gør den modernistiske litteratur mere ud af at formidle den indre subjektive virkelighed end f.eks. 1800-tallets realistiske romaner og eksperimenterer i det hele taget mere med synsvinkler og tidsforhold end tidligere. I denne kontekst kan man finde et af Keilsons litterære forbilleder, nemlig tyskeren Thomas Mann, der var blandt de første til at sætte det moderne menneskes ensomhed på dagsordenen i sine romaner, og hvis indre verdener han har en analytisk og ironisk tilgang til. Om Thomas Mann og Hermann Hesse har Keilson udtalt, at de op til hans debut i 1933 var hans store inspiration: ”Som sagt, var jeg meget fascineret af Hesse. Via en bekendt lærte jeg også Thomas Mann at kende, hvem jeg satte stor pris på (…) Disse to var dengang mine ’guder’. Men jeg har forsøgt at finde min egen stil” (Peter Göbel: Meine Trauer ist tiefer als der Hass. www.Humboldt-Universität zu Berlin. November 2008. Egen oversættelse).
Selvom han forsøgte at finde sit eget skriftlige udtryk, lægger hans værker sig også tæt op ad en særlig undergenre inden for den modernistiske litteratur, der går fra Kafkas fortællinger som f.eks. ”Forvandlingen” fra 1912 og frem til Albert Camus’ og Samuel Becketts eksistentialistiske og absurde litteratur.
Selvom der er indbyrdes forskelle, kredser disse forfatterskaber ligesom Keilsons om tilværelsens uforklarlige og dermed absurde karakter, der indtræder efter at alle religiøse dogmer, doktriner og andre forklaringsmodeller er blevet erkendt som falske. F.eks. skildrer Becketts absurde drama ”Mens vi venter på Godot” fra 1953 det moderne menneskes absurde og formålsløse venten på en vis ”Godot”, der aldrig dukker op. Også Camus’ værker som f.eks. ”Pesten” fra 1947 afspejler det absurde, nemlig menneskets isolation i en fremmed og ulogisk verden, der ikke indeholder større værdi end den, man selv må tilskrive den af egne humanistiske værdier for at nå udover livets absurditeter og meningsløshed.
I Keilsons værker finder man også ofte samme blanding af tragik og komik, af horror og latter, som i den absurde litteratur, hvor f.eks. allerede titlen ”Komedie i mol” anslår temaet om litteraturens – og livets! – tragikomiske og evige vekslen mellem dur og mol.