Aandelige Siunge-Koors Anden Part

Citat
”Steenig Hierte, gid du kunde
Blødne udi HErrens Haand,
Blive Fuld til Bredd og Bunde
Udaf Andagt ved hans Haand
Holde Hierte, lise-kule
Bunde-Frøsne Synde-Søe
Gid din dybe Froste-hule
Op ved Aandens varme Tøe!”
”Aandelige Siunge-Koors Anden Part”, s. 188.

Allerede i forordet til ”Aandelige Siunge-Koors Første Part” lovede Kingo en fortsættelse på værket, men der skulle gå syv år, før ”Aandelige Siunge-Koors Anden Part” udkom i 1681. Kingo har sandsynligvis haft travlt med sit tidskrævende biskopembede, i kraft af hvilket han måtte tage på inspektionsbesøg på det ganske Fyn og de tilhørende øer – og han er nok blevet nødt til at udskyde skrivningen. Alt tyder imidlertid på, at han ikke har stået stille indsigtsmæssigt i den periode. ”Aandelige Siunge-Koors Anden Part” markerer et tydeligt skifte i Kingos forfatterskab, der herefter lægger en noget mere desillusioneret tone for dagen.

Kompositorisk består bogen af 20 sange, der fungerer som en slags bønneformularer, der ligesom Første part passer til det traditionelle hverdagsliv. Bortset fra de sidste fem, som specifikt er tænkt som bordbønner og rejsebønner, kan de indgå i en automatiseret livsrytme. Desillusionen kan man imidlertid se allerede i tilføjelsen af undertitlen, ”Sjælens opvækkelse til allehånde andagter i allehånde tilfælde” (s. 167DSL). Hvor Kingo i Første part antog, at sjælen rent faktisk var parat til religiøs eftertanke, bevæger han sig på et tidligere stadie her i Anden part. Her skal sjælen først vækkes, hvilket er en vanskelig og ubehagelig affære ”Op giennem Kiødets-qualme Og Blodets dorske Saft” (s. 168, DSL). Bevægelsen går fra syndserkendelse over anger og bod – og elementer af fortvivlelse, fortrydelse, selvkritik og bekendelse udgør store dele af stoffet.

De sceniske og smukke naturbilleder er i forlængelse heraf forsvundet og så at sige internaliseret. Det skabte sanselige og gudsbekræftende univers er væk og betyder kun noget i kraft af den psykologiske tolkning; hvad det reflekterer i digterjeget: ”Slae paa mit Hiertis Klippe, at det i Strømme-vand/ Alt Verden ud kand slippe/ Og Himlen giemme kand” (ADL, s. 186). På den måde er frelserordenen nu indlejret i psyken, og mennesket kan kun ved hjælp af selverkendelse og nadver frelses. Samlingen har til hensigt at hjælpe i denne selverkendelse og at vække angerfulde følelser hos læseren.