I Danmark har Kingos salmer været helt fundamentale for den lutherske kristendomsundervisning fra slutningen af 1600-tallet og frem til nu. 82 ud af de 297 salmer, den danske salmebog består af, er skrevet af ham, og flere er også gået han og blevet folkelige klassikere som f.eks. ”Far, Verden, far vel” og ”Sorrig og glæde”.
Thomas Kingo var toneangivende udi digtkunsten allerede på sin egen tid, og han var tæt på at være decideret dominerende i sin samtid. Kingos ven og bysbarn Elias Naur skrev dog på samme tid som Kingo og vandt også en vis popularitet, der sikrede ham at få en række salmer optaget i Kingos salmebog – men desværre også skrottet med den.
Nogle sider længere fremme i historiebøgerne, i 1700-tallet, tager Danmarks anden store salmedigter, Hans Adolph Brorson, imidlertid fat, hvor Kingo slap. Der er tydelige forskelle på de to – Kingo var religiøst præget af ortodoksi og æstetisk af barok, mens Brorson var præget af henholdsvis pietisme og rokoko – men der er også tydelige ligheder. Pietismen har på mange måder den ortodokse bodskristendoms strenghed i sig, hvorfor de begge har noget lidt rigorøst og kompromisløst over sig i deres trosbillede. Desuden forløb enevælden over hele århundredet, og de medførte hårde kår gav både barok og rokoko et vist tungsind og anslag af knugende livsangst.
De to andre store salmedigtere B.S. Ingemann og N.F.S. Grundtvig skal også nævnes. For dem har Kingo været en sikker inspirationskilde, selvom begge har taget afstand fra den strenge ortodoksi.