Beslægtede forfatterskaber

Udover at være gift med hans søster, havde Hans Kirk et nært slægtskab og venskab med Otto Gelsted. Forfatterkollegerne udvekslede holdninger og var meget inspirerende for hinanden i forhold til politiske ståsteder. Gelsted tilegnede sit antikapitalistiske digt ”Reklameskibet” fra 1923 til Kirk, og de to venner er begravet på samme gravsted på Ordrup Kirkegård uden for København.

”Fiskerne” er den første danske roman til at bryde med udviklingsromanen og i  stedet tilegne kollektivet fortællerstemmer. Denne såkaldte kollektivroman peger fremad i tiden mod for eksempel H.C. Branners ”Legetøj” (1936) og den noget senere ”Byen og verden” (1992) af Peer Hultberg. Også 1990’ernes punktromaner og opbrudte fortællinger peger tilbage på Kirk. På den måde har ”Fiskerne” været banebrydende i sin tid og vigtig for den senere danske litteratur.

Hans Kirk var meget inspireret af den franske forfatter Henri Barbusse, hvis tanker han introducerede i Danmark. Historiker Morten Thing citerer Kirk for følgende udlægning af Barbusse: ”Hans næste Opgave - [...] - er at overbevise andre om sit sociale Syns Rigtighed, det vil sige tjene den revolutionære Marxisme”. (Morten Thing: Efterskrift). Denne holdning gør Kirk til sin egen og bruger store dele af sit forfatterskab på netop af udbrede sin tro på marxisme.

Netop Kirks glødende politiske engagement fyldte meget i litteraturen, og det marxistiske synspunkt deler han med en anden dansk forfatter, nemlig Hans Scherfig. Denne har i sine romaner et kommunistisk sigte, men hvor Kirk er alvorlig og optaget af psykoanalyse, er Scherfig kritisk over for psykoanalyse og langt mere satirisk i sine bøger. Martin Andersen Nexø havde også samme glødende optagethed af kommunisme og tog i sine bøger også udgangspunkt i arbejderne.

Kirks bøger peger tilbage til naturalismen og Henrik Pontoppidan og skriver sig ind i en socialrealistisk tradition.