Jubilæum

Citat
”Vinduet står på klem. Jeg kan høre mursejlerne udenfor. De kommer først frem om aftenen, for at fange insekter til sig selv og deres unger, og de skriger højt. Men deres skrig forsvinder ud over parken. De blander sig ikke med det lydløse inde hos mig, eller inde på stuen hos Marie, og jeg ved, at de aldrig lander, for deres ben er små og tynde.”
”Jubilæum”, s. 61.

Lotte Kirkebys debut "Jubilæum” fra 2016 er en samling af 19 korte noveller. Alle tager udgangspunkt i de forskellige former for tab, som livet kan byde på, men på trods af novellernes ofte tunge temaer som skilsmisse og død udfolder de sig i et genkendeligt dagligdagsmiljø – præcis som i det virkelige liv. Familie- og samliv og de problemer og konflikter, der følger med, står centralt i alle noveller. Det gør ofte ondt, men der er også lyspunkter at spore i de komplicerede forhold.  

Novellerne i samlingen er ordnet, så de går fra tidlig barndom til alderdom. Således fortælles ”Jubilæum”s første noveller fra barneperspektiv, blandt andet i ”Myggestik”, hvor et sommeruvejr er et varsel for en pige om forældrenes skilsmisse. 

52218667

En anden skilsmisse optræder i titelnovellen ”Jubilæum”, men her er vinklen flyttet fra en datters perspektiv til en ældre mand med voksne børn og børnebørn – og en ekskone, der har fundet sammen med deres fælles gamle klassekammerat. En svag melankoli gennemsyrer fortællingen, og selv om der ikke peges på helte og skurke, er det svært ikke at føle en trist sympati med den ældre mand.

Det er kendetegnende for stilen i Kirkebys noveller, at der antydes mere, end der forklares. Der tales aldrig ned til læseren med lange baggrundsfortællinger eller formanende fakta. I stedet dumper man direkte ned i situationen, som så langsomt åbner sig op for én. Samtidig skal novellernes egentlige tema findes i detaljerne. For eksempel spiller lyd og stilhed en central rolle i novellen ”Størrelse 44”. Her følger vi en mand, der klæder om til hospitalstøj for at kunne deltage i det kejsersnit, hans kæreste skal have foretaget. De træsko, han får udleveret, har gummisål og er lydløse hen over gulvet, modsat sygeplejerskens, der giver genlyd ned ad gangen ”som en kugle, der er lukket inde i en flippermaskine” (s. 59). Samtidig lyder mursejlernes skrig udenfor og står i stærk kontrast til mandens tavshed gennem næsten hele novellen. Han formår ikke at udtrykke sin ængstelighed omkring det at skulle blive far, og han ender med at flygte ud af hospitalet, inden barnet er kommet til verden. Først nu kan han give slip og skrige som mursejlerne.