Hodja fra Pjort

Citat
”Ohh, ædle herre, råbte den lille, blege mand og bøjede sig helt ned til jorden. Jeg ser, at du er ved at forlade vores by… æhh, jeg mener, jeg ser, at du er meget sulten… Hvordan kan du se det? Spurgte Hodja og stoppede hurtigt tæppet om på ryggen. Ohh, ædle herre, smiskede den lille mand med pibende stemme. Jeg hører, at din mave rumler, og dine tarme skriger. Jeg kan ikke høre noget, sagde Hodja og lyttede.”

”Hodja fra Pjort”, s. 85.
Tegning fra
 

I ”Hodja fra Pjort” (1970) befinder vi os for første gang langt fra Ole Lund Kirkegaards velkendte univers i et land langt borte. I byen Pjort i landet Bulgislav går de fleste mænd med fez og snabelsko, og kvinderne ligner store sorte fugle, når de flagrer rundt i deres tildækkede kjoler, hvor kun øjnene titter frem. Her sover folk på flade tage under åben stjernehimmel til duften af appelsintræer. I byen bor drengen Hodja, der ikke bryder sig om skolen og hellere vil ud og opleve verden. Det kan de bedrevidende voksne ikke forstå, kun den gamle mand el-Faza, som oven i købet har et flyvende tæppe. Hodja flyver af sted på det flyvende tæppe mod sultanens by, Petto. Men med et flyvende tæppe kan man ikke blive fri for forbrydere og andre glubske mænd, som f.eks. ham de kalder Rotten.

02004461

I ”Hodja fra Pjort” er hovedpersonen fortsat en lille dreng, der stiller undrende spørgsmål til de voksne, men i denne fortælling har alt fået et mere eksotisk præg. Bageren er udskiftet med tæppehandleren og æbler med appelsiner. På de smalle gader bærer kvinderne krukker på hovedet og mændene ryger vandpibe.

Sproget et tilpasset barnet, der kommer til udtryk i de billedrige iagttagelser, som når den gamle el-Fazas hoved er ”rynket som en indtørret tomat”, og sultanen ligner ”en stor sæk kartofler, der flød ud over gulvet”. ”Hodja fra Pjort” er den bog, som genremæssigt bedst kan karakteriseres som en roman med en begyndelse, midte og slutning. Denne gennemtænkte struktur står i modsætning til den episodiske struktur i ”Lille Virgil” og ”Orla Frø-Snapper”. Ole Lund Kirkegaard gør brug af en forklarende fortæller, der etablerer en tæt relation mellem læser og fortæller: ”Måske ved du ikke, hvad en fez er for noget?” Det er en lille rød hat, som på en prik ligner en urtepotte, der står på hovedet.” (s. 8).