Otto er et næsehorn

Citat
”Til sidst var CAFÉ DEN BLÅ HAVKAT så prop-fuld af gæster, at de måtte sidde oven på hinanden. Allerøverst sad de små børn og drak sodavand og spiste røde pølser, mens de dryppede ketchup ned i håret på deres mor, og aller-underst stod Otto og sagde HONK og GRUMMP og følte sig varm og glad.”

”Otto er et næsehorn”, s. 84.
Tegning fra "Otto er et næsehorn"
Tegning fra "Otto er et næsehorn"

Ganske vist er Toppers far sømand og sejler på de store have, men det mest fantastiske i ”Otto er et næsehorn” (1972) må være, at Topper med sin forheksede blyant kan tegne et næsehorn, der bliver levende. ”Denne her blyant er den mærkeligste blyant, jeg nogensinde har set” (s. 28). I fortællingen følger vi drengen Topper, der ligesom Ole Lund Kirkegaards andre hovedpersoner ikke er særlig køn. Han har fregner i hele hovedet og en fortand, der stritter lige ud i luften. Han bor i et rødt hus sammen med de fleste andre af bogens karakterer, herunder hans bedsteven Viggo, hvis far ejer Café den blå Havkat i stuetagen. Med et levende næsehorn i huset på 2. sal, kommer der gang i fællesskabet blandt husets beboere.

Bogen skildrer, hvordan Topper og Viggo skaffer mad til næsehornet, som de navngiver Otto, og hvordan barnefantasien falder gennem etageadskillelserne og skaber ravage i det velordnede samfund. Topper er forelsket i Sille, og for første gang inddrager Ole Lund Kirkegaard en pige som central karakter. Fortællingen er ligesom de første bøger præget af morsomme og groteske dialoger, hvilket f.eks. ses, da Viggos far hr. Løwe ringer til zoo-direktøren for at sælge næsehornet: ”Vil det sige, at De er en løve, der vil sælge et næsehorn?” (s. 59).