Hjemme hos os

Et grundigt kik bag kulisserne i New Yorks kunstneriske overklassemiljø får man i Hjemme hos os , der handler om den 14-årige meget smukke og tiltrækkende Rødtop, der forgudes af sin far, af den lidt ældre Joshua og alle andre, hun kommer i kontakt med.

Hun medvirker i en ungdomsfilm, der giver en ubehagelig berømmelse og forårsager Joshuas og søstrenes jalousi foruden selvfølgelig forældrenes stolthed. Rødtop er træt af, at der fokuseres så meget på hendes udseende, og at ingen tænker på, hvordan hun er, og hvad hun vil.
Det giver en masse op- og nedture, og det ender med, at hun siger nej til den næste rolle. Hun vil noget andet med sit liv end at være feteret og ombejlet.

Rødtop har i modsætning til andre i bogen begge ben på jorden, og det redder hende igennem den hektiske tid, hvor omgivelserne sætter succes lig med penge. Den nærgående skildring af filmverdenen gør sammen med den humoristiske tone bogen til en veloplagt satire over amerikansk livsstil og familieforhold.

En anden type frigørelsesproces gennemløber Augie i Krop skal der til .
Hun er en høflig og velopdragen pige fra et pænt akademikerhjem, der med nogen undren kigger på sine jævnaldrende skolekammeraters forsøg med kærlighed og sex. At hun selv har en krop, opdager Augie, da hun bliver hjælpelærer for Sam, der er handicappet efter en trafikulykke. Konflikterne mellem krop og sjæl, tilpasning og oprør, kærlighed og jalousi, og især det at være sexuelt uerfaren og samtidig nysgerrig skildres vedkommende og nærværende. Megen snak bliver det til, men den generte, kejtede og overbeskyttede Augie er fint tegnet.

I Basisår med baby lykkes det for Tim at skabe sin egen lille familie, da han får forældremyndigheden over Mason, som moderne ønsker at bortadoptere. Tim er fast besluttet på at beholde barnet, få en uddannelse og klare sig på egen hånd, så han flytter til New York sammen med barnet og en rygsæk. Der er mange trængsler for en enlig far i storbyen med mangel på boliger og barnepasningsmuligheder, men Tims usikkerhed og voksende kærlighed til den lille baby skildres med varme og humor. Samtidig forbedres forholdet mellem Tim og hans egen far, der forvandles fra enspænder til familiemenneske, da han bliver bedstefar. Trængslerne overvindes hen ad vejen, og nye personer og begivenheder er levende og troværdigt fortalt. Hvad der sker i New York, kan også ske i Danmark, når man har sådan en som Mason på slæb og gerne vil have en uddannelse og møde nye kærester.