Én af os sover

Citat
”Æbletræets bark er sort; som det eneste i haven, sort. Det står og skærer sig kalligrafisk ind i vinteren. Vinteren maler hvide hunde gule og natten lysende og ligesom uvirkelig, en bedøvet søvn, der hvirvler gennem gaderne som en stormflod af stille stille.”
”Én af os sover”, s. 41.

Josefine Klougart siger selv om sin tredje roman, ”Én af os sover” (2012), at den handler om tab, og det må den siges at gøre, i alle ordets betydninger. Tab af barndomshjemmet, kærligheden, identiteten. Med denne roman vender Klougart atter blikket mod barndomslandet på Mols, men det er en meget anderledes fortæller, der vender hjem. Hvor debutromanen ”Stigninger og fald” befandt sig i barnets sanseverden i Mols Bjerges bugtende landskab, er det her en skibbruden fortæller, der vender hjem til stivnet og tabt land.

”Det er et landskab blondet af rim” (s. 9), hedder det i første kapitel. Fortælleren er vendt hjem til forældrenes gård, det er vinter, og hun er næsten ødelagt af sorg. Et langt kærlighedsforhold til sin ”afdøde mand”, som hun kalder ham, er slut, men der er også en ny mand i spil, som fortælleren sørger over. Samtidig er hjemmet, hun vender hjem til, ikke reelt et hjem længere, for fortælleren er en anden: ”Jeg er en anden. Hun ved ikke, hvem det er, hun inviterer. Hun ved, hvem det er, hun savner. På den måde er vi ens” (s. 257), siger hun om mødet med moren hjemme på Mols.

29185646

Strukturelt er bogen bygget op over gentagelser over temaerne: lys, landskab, kærlighed og inddeles i otte afsnit, hvoraf seks bærer titlerne ”Landskabet” og ”En begravelse”. Klougarts særlige sproglige og grammatiske kendetegn træder tydeligere frem med denne udgivelse, og hun bruger i ekstrem grad grammatik og gentagelser til at skabe en lyrisk rytme i teksten. Således har hun en forkærlighed for at skabe en cæsur i sine sætninger ved at sætte et kolon midt i det hele: ” (...) når nogen har taget de sidste mønter, og der er: ikke rigtigt noget at komme efter.” (s. 97). 

I et interview på Rosinantes hjemmeside understreger Klougart, at romanen er undersøgelsen af et erindringsbillede: billedet af et æbletræ, der også bærer røde æbler om vinteren: ”Og æblerne hænger der endnu, for røde og i hvert fald: for sent. Dråber fra sorte grene.” (s. 41). Klougart mener, at dette er romanens egentlige udsagn: at vi bærer på enkelte billeder gennem hele livet, der falder ”som brændende kul igennem sneen.”. De røde æbler er et gennemgående motiv i bogen, ligesom det døde, rimfrosne landskab også er det. Det er billederne og sproget, der er bærende for romanen, som det også har været det for Klougarts øvrige bøger, og som sådan får vi ikke fortællingen om selve kærlighedsforholdene eller bruddet fortalt, men vi står plantet midt i et billede på fortællerens desperate sorg. En sorg, der skyldes bruddet med Jakob, som fortælleren har haft et langvarigt forhold til, og som hun ikke kan give slip på. Men måske mest af alt en sorg over moderen, der ikke blot er syg af kræft, men også skuffet over sin datter. ”Det er et spørgsmål om tid, så er det sådan, det bliver – kun en skuffelse tilbage og en følelse af: at have elsket et barn, der slet ikke fandtes.” (s. 58).