Josefine Klougarts debutroman ”Stigninger og fald” er en slags erindringsroman, som man også kender det fra Hans Otto Jørgensens ”Hestenes øjne”, Kim Leines ”Kalak” og Knud Romers ”Den som blinker er bange for døden”, men i modsætning til de nævnte eksempler er det ikke det selvbiografiske element, der driver romanen. Snarere end en samlet kronologisk handling i romanen er ”Stigninger og fald” bygget op over en række korte erindringsglimt fra barndommen på Mols, så det er måske mere præcist at tale om en samling prosalyriske fragmenter, der tilsammen udgør en sløret og poetisk skildring af en barndom og en familie. Billedsproget er så fortættet, at det på mange måder kunne være mere rammende at skrive lyrik på bogens omslag, ligesom romanens afsnit udgøres af kortprosatekster, der sjældent fylder mere end to eller tre sider.
”Den vind man manglede” og ”Hallerne” bindes sammen af portrættet af et parforhold. ”Den vind man manglede” mimer erindringsessay-stilen og beskriver enden på et parforhold i jegfortællerens køkken. Med ”Hallerne” går Klougart ind under huden på et brutalt parforhold, hvor magtpositionerne skæres hårdt op. Romanens skarpe kønsstereotyper blev efterfølgende diskuteret i dagbladenes bogsider, men Klougart mener selv, at hun med romanen er med til at nuancere en ligestillingsdiskussion, fordi spørgsmålet om magt og underkastelse ikke er så enkelt: ”Det klassiske maskuline blik, der objektgør kvinden – ikke kun i det seksuelle rum, men ikke mindst her – det er internaliseret i kvinden. Kvinden føler en lyst ved at reproducere denne stereotypi. Og samtidig væmmes hun over denne lyst. For hun er, som jeg selv, vokset op som en del af en generation af kvinder, der burde og skulle kunne høste frugten af de foregående generationers køns- og kvindekamp. På den måde ender man med en dobbelt skyld, tror jeg. Lige meget hvad man gør, så forbryder man sig mod sig selv. På den måde er romanen også indirekte et forsøg på at nuancere en meget naiv ligestillingsdiskussion.” (Morten Høi Jensen: ”Litteraturen lever: Fem spørgsmål til Josefine Klougart.” Blog i Jyllands-Posten, 2011-03-27).
Med ”En af os sover” vender Klougart tilbage til Mols, og romanen kan lige som debuten siges at være en samling prosalyriske fragmenter, der på en måde fungerer som en slags opfølger til debutromanen. Hvad sker der, når fortælleren fra ”Stigninger og fald” vender hjem til barndomslandet, nogle kærlighedsforhold rigere og mange illusioner fattigere? Er der stadig et hjem at vende hjem til eller er der kun idéen om et hjem, som fortælleren selv har skabt? Og hvem er det, der vender hjem? Hvem er man, når man først har forladt barndomshjemmet og forsøger at vende tilbage?
Mest af alt beskæftiger Klougarts værker sig med sproget og kunstens rolle i verden. Hun har en lidenskabelig interesse for sprog, og det er derfor heller aldrig en handling, der sætter et nyt værk i gang, men nærmere en sætning eller et ønske om at undersøge et erindringsbillede eller noget sprogligt. ”Hallerne” opstod således ud fra en enkelt sætning, der virkede i en digtsamling. Hun havde vist digtsamlingen til forfatter og forfatterskolelærer Hans Otto Jørgensen, som bemærkede, at kun denne ene sætning interesserede ham. Med denne sætning gik hun i gang med ”Hallerne”: ”Ud fra den sætning væltede det så frem, men på et tidspunkt slettede jeg den, og den er slet ikke med i ’Hallerne’ mere.” (Carsten Andersen: ”De får et chok”. Politiken, 2011-01-29).
Allerede som barn skrev Klougart historier, men følte ikke, at hun havde historier at fortælle. Forløsningen kom, da hun som 15-16-årig læste Virginia Woolfs ”The Waves” og fik en radikalt anderledes opfattelse af det at skrive. Indtil da havde hun tænkt, at det handlede om at finde den rigtige historie. Med Woolf kom følelsen af, at litteratur var andet end det: ”Da jeg læste Virginia Woolf, forstod jeg, at den gode litteratur handler om noget helt andet end den gode historie. Den handler om at være mere til stede i verden. Om at erfare verden fuldt og helt” (Dorte Hygum Sørensen: ”I litteraturen er jeg klogere end mig selv”. Politiken, 2010-02-06).
Netop den blotte tilstedeværelse i verden og de afledte indtryk af dette tilstedevær er fundamentet i Klougarts forfatterskab, som er kendetegnet ved en dramatisk sensibilitet over for omverdenen.