Måvens og Peder

Citat
“Måvens (totalt oppe at køre) – Herligt at kende et menneske.

Peder – Vist er det så.

Måvens – Som om alle sorte skyer forsvinder.

Peder – Og solen, der bryder frem på en regnfuld dag.

Måvens – Jeg har lyst til at nive dig i kinderne og ruske dig i benene.

Peder – Og sige tak, fordi du lever. Tak Måvens.”
“Måvens og Peder”, side 61.

Historierne “Harriets himmelfærd” fra 1995, “Måvens og Peder på kanotur” fra 1998 og “Måvens og Peder i mediernes søgelys” fra 1998 er tre radiodramaer om figurerne Måvens og Peder. Måvens og Peder var bedste venner i folkeskolen, men livet har skilt dem ad, og i de tre radiodramaer er det livets tilfældigheder, der igen knytter dem sammen.

Det eneste, vi får at vide om de to karakterer er, at Peder har en andelslejlighed, og at han var meget politisk engageret i sine skoledage – blandt andet var han elevrådsformand. Og at Måvens har en slikbutik ude på en mark, hvor der aldrig kommer kunder, at han er meget tyk og hippie, kommunist og anarkist. Faktisk må man sige, at selv om de to er venner, så er de virkelig et umage par. Mens Peder er den fleksible og følsomme, der følger med tiden – nogle gange måske lidt rigeligt –, så er Måvens den træge tykke bamse, som ikke sådan lige er til at flytte på. Faktisk er han nærmest en ukuelig pessimist. Således indledes alle tre dramaer da også med, at Måvens skriver et selvmordsbrev. Han vil simpelthen æde alt det resterende slik i butikken og lægge sig til at dø. Men noget kommer i vejen. I første dramastykke er det Harriet, der forhindrer Måvens i at drage i døden, for netop da han har skrevet sit afskedsbrev, så dratter hun fra himlen ned igennem taget på hans slikbutik. Det får Måvens til at erklære, at hun har frelst hans liv. Men hun vil desværre ikke være hans faste kunde i butikken, så hun forlader ham for at tage på arbejde. Måvens bliver dog så oplivet af at have fået livet tilbage, at han ringer til Peder, og de to genforenes i en jagt efter Harriet.

Lige så tilfældig og tosset, som handlingen er i det første radiodrama, ligeså er den i de to øvrige dramaer, men man skal ikke dermed tro, at der ikke er alvor under overfladen. Dialogen er spiddende og polemisk, verden er af lave. Menneskene er blevet overfladiske og kun interesserede i navlepilleri og selviscenesættelse, men når de to umage mænd forenes, så er der alligevel en mening i mørket. Således synes ideen at være, at det er de nære venskaber, der gør os mennesker stærke og i stand til at tackle verden. Noget af det, der får dette venskab til at fremstå så fint, er at de i deres dialog ofte følger op på hinandens sætninger – som om de taler videre for hinanden. Det er eksempelvis tydeligt i det fremhævede citat.