Torben Toben

Citat
“Frantz – Ka du huske, da vi sad nede på Blomsten? ... (må smile og le kært ved tanken) ... Mjåhåh, jeg glemmer det aldrig Torben, der var du sgu god, du sagde – “ Frantz! Forestil dig en verden med bare dig og mig, en verden uden larm og endeløse skænderier, en verden hvor vi ikke længere skal gå og falde over hinanden af fortvivlelse over ikke at kunne forstå, forestil dig en verden, hvor der simpelthen ikke ER noget at forstå” Og det er det vi NÆSTEN har fået Torben, ik?”
“Torben Toben”, side 38.

I stykket “Torben Toben” fra 2000 får en værtshustur fatale konsekvenser. Under en våd nat i byen bliver de to venner Torben og Frantz enige om, at verden er af lave, og at det vil være en god ide at udrydde den. Så kan de jo bagefter sidde og nyde deres øl på en bakketop i fred og ro. Derfra tager det ene skridt det næste. Eller den ene bid den næste, er vist mere præcist formuleret. Torben tager en bid af en af de andre bargæsters fingre, Frantz hepper på, og så spiser Torben resten af manden, og derefter resten af indholdet i verden. Til sidst er der kun Torben og Frantz tilbage. De sidder på en bakketop der, hvor Trianglen på Østerbro i København var en gang, og mens den dominerende Frantz er helt euforisk, så lider Torben noget af mavepine. Da Agga og Povl dukker op på bakketoppen, bliver splittelsen mellem de to endnu mere udtalt. Frantz vil tvinge Torben til at sluge de nytilkomne, men da Torben er helt forstoppet, prøver han at sige fra. Det finder Frantz sig dog ikke i, og derfor må Torben kaste sig ud i endnu et ædeprojekt. Det lykkes ham dog kun at sluge Agga, og det går ikke engang, for kort efter bliver hun kastet op igen sammen med en halv hund. Så er de altså fire (og en halv) tilbage i verden, og hvordan skal de forholde sig til det? Frantz foreslår systemer. Torben foreslår, at man deler. Agga vil have sit hjem tilbage, og tiden, som også er blevet slugt, for hvordan skal hun ellers få styr på sit liv? Og Povl, ja, han snakker bare dem alle sammen efter munden.

“Torben Toben” er et absurd stykke politisk teater. om, hvordan man kan forholde sig til den omgivende virkelighed. Frantz er så dødtræt af sine omgivelser – især af Ekstra Bladets skriverier og Pia Kjærsgaards udfald –, og den eneste løsning, han ser, er at udrydde verden. Derfor iværksætter han sin egen personlige krig sammen med sin trofaste drukkenbolt Torben Toben. Men selv om – i første omgang i hvert fald – alt er udryddet, så sidder vreden og afmagten stadig i Frantz, så spørgsmålet er, om det var den rigtige løsning. Det stiller store spørgsmål, som hvordan vi indretter et samfund, og hvordan vi skaber forandring og forankring, der er på spil i stykket. Dramaet kan læses som en undersøgelse af, hvilke oprørske fantasier, der ulmer i underklasse-Danmark. Samtidig har stykket tydelige mytologiske referencer, men med en art modsatrettet fortegn. Mytologien er således krydret med en senmoderne forestilling om dekonstruktion. Det er særligt markant i den indledende scene, hvor verden er spist, og Frantz entrerer scenen med stor tilfredshed over veludført værk. Han fremstilles som en gudefigur – magtfuld og tilfreds med sin skabelse. Torben er hans modsætning, der lider under følgerne af den (negerende) skabelse. Også Agga og Povl er bibelske referencefigurer som en art senmoderne udgaver af Adam og Eva. Mens Adam og Eva var de første mennesker i verden, så er Agga og Povl de sidste. Og som stykket ender, er den demokratisk indstillede og selvreflekterede Torben, der er fuld af verden, et senmoderne bud på en Jesusfigur. En offerskikkelse, der har forsøgt at transformere verden, men som er endt op med at være ‘fed up’ med den.

Desuden handler stykket om relationer. Om hvordan man kan lære et andet menneske at kende, og om begær, og det, der går igen i stykket er, at de mest ægte relationer er de, der eksisterer imellem dyr og mennesker.