Beslægtede forfatterskaber

Der flyder en social dimension igennem Line Knutzons forfatterskab, eller en social indignation kan man også kalde det, men der er aldrig tale om tristesse, og dermed adskiller Line Knutzon sig fra en mere traditionel socialrealisme. I stedet er der tale om en vilje til livet og en boblende, brusende forførende humor, som overdøver alt andet. Hendes humor er fuld af ironisk kant og absurditet og giver mindelser om gamle absurdister som Beckett, og dansk dramatiks legesyge Jess Ørnsbo. Sidstnævntes dejligt vanvittige replikker og dramaturgiske vildskab minder uvægerligt om Line Knutzons.

Om sine inspirationer siger Line Knutzon: “jeg er desværre ikke særligt belæst, og det er ikke med min gode vilje (...) Becketts “Godot” har jeg slået op i, og jeg har også set den på teatret. Ørnsbo så jeg først noget af, da jeg skrev til Det Kongelige Teater, det var det stykke, der hedder “De forkerte”. Det var sjovt, sindssygt, det har jo – poesi! Det var en af de få gange, jeg havde det rigtig sjovt derinde.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001). En ting er Knutzon dog sikker på, at hun er blevet inspireret af, og det er Per Højholt. Som hun siger i ovennævnte interview: “Det eneste, som jeg med sikkerhed véd har været en inspirationskilde, er Per Højholts bog “6512”, den holder jeg meget af. Der er en stemning i den bog, som jeg bare elsker så meget. Og et sprog, hele sproget i den kan jeg huske.”

En forfatter som Line Knutzon, om hun ved det eller ej, minder om, er Astrid Lindgren. Lige så fabulerende og ordkløvende sjov en karakter som Pippi Langstrømpe er, lige så ordjonglerende er Line Knutzons karakterer. Og ligesom barndommen krones som den store vinder hos Astrid Lindgren med barnets evne til at undres, forundres og udfordre normerne, ligeså bliver den fremhævet hos Knutzon. Det er den spørgelystne, den legesyge, den fantasifulde og den, der udfordrer systemet, der bliver karakter i Knutzons stykker. Ofte er det ganske vist ikke som sådan et barn, men det er altid karakterer, der ikke lever såkaldte almindelige liv, men som står på sidelinjen og betragter, udstiller og udfordrer systemerne.